Med 25 ladeparker til ellastbiler bliver det snart nemmere for lastbilchauffører at tanke strøm på farten.

Som noget nyt har Vejdirektoratet – med transportministeren i spidsen – valgt at lade markedet drive udviklingen og etableringen af de nye ladefaciliteter.

Lastbilerne står for cirka en fjerdedel af al CO2-udledningen fra de danske veje. Derfor skal de 25 nye ladeparker til ellastbiler nu kickstarte omstillingen af den tunge vejtransport. De første fem ladeparker skal stå klar senest i 2025.

Det private initiativ

Men i stedet for at bygge statslige ladeparker til ellastbiler, har Vejdirektoratet netop indgået aftaler med det private marked om selv at drive udrulningen af de nye ladefaciliteter.

Transportministeren mener, at ladeparkerne til ellastbiler kommer hurtigere end forventet, og han er glad for, at transportbranchen bakker op.

”En bred kreds i Folketinget har afsat midler til at skubbe på udviklingen, og samlet set betyder det, at branchen kan regne med, at der er et net af ladeparker, så de kan investere i flere ellastbiler til de danske veje,” siger transportminister Thomas Danielsen.

En god dialog

Vejdirektoratet har indtil nu indgået aftaler med tre forskellige private ladeoperatører – Norlys, Circle K og E:ON – som skal stå for etablering og drift af de første fire ud af fem planlagte ladeparker.

Beslutningen om at lade markedet tage over blev truffet på baggrund af en dialog med markedet, der gerne så, at markedet selv styrede udviklingen og etableringen af ladeparkerne.

Vejdirektoratet har en haft en god dialog med branchen, som er positive over for den nye strategi og nyheden om de første indgåede aftaler.

Ifølge EU-forordning

”Her har vi langt hen ad vejen givet bolden op til det private marked, som nu selv skal stå for at drive udrulningen af ladeinfrastrukturen til den tunge vejtransport,” siger senior projektleder i Vejdirektoratet Kresten Lysholdt-Andersen.

I aftalerne forpligter de enkelte ladeoperatører sig til at opfylde kravene i EU-forordningen om infrastruktur for alternative drivmidler (AFIR) både i udrulningen i 2027 og i 2030.

Ladeoperatørerne kan dog anlægge og designe ladeparken, som de vil.

Ingen konkurrence

Til gengæld har Vejdirektoratet indgået aftale om ikke at opstille konkurrerende ladeinfrastruktur i de pågældende områder.

Vejdirektoratet har været i dialog med alle kendte ladeoperatører på markedet og forsøgt at indgå aftaler med så mange som muligt for at sikre konkurrence og bedre priser for brugerne.

Vejdirektoratet topper op

Der hvor der ikke er indgået aftaler, sørger Vejdirektoratet for at ”toppe op” og sikre resterende ladefaciliteter via udbud.

Det betyder bl.a., at Vejdirektoratet udbyder seks ladepunkter i ladeparken ved Køge.

Der er i første omgang tale om ladeparker nær motorvejene omkring Randers, Herning, Vejle, Padborg og Køge.

Fakta:
Frem mod 2030 bliver der etableret 25 ladeparker med i alt minimum 133 MW.

De første fem ladeparker åbner i 2025, mens de øvrige 20 ladeparker åbner i henholdsvis 2027 og 2030.

Der er afsat cirka 760 millioner kroner til udrulningen af ladeinfrastrukturen til ellastbiler.

Størstedelen af fremtidens ladebehov vil ifølge en analyse fra Vejdirektoratet blive dækket af hjemme-opladning hos den enkelte vognmand, og de 25 ladeparker placeres derfor, hvor behovet er størst, og hvor lastbiltrafikken samles på hovedvejnettet.

Det skal sikre, at chauffører aldrig har mere end 60 kilometer til en lynlader på hovedvejnettet i Danmark.

 

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk