(KÖLN)

Når den nye Ford Fiesta Van lanceres i Europa næste sommer, vil Ford ikke længere tilbyde den som fabriksbygget Van. Den ville blive for dyr, fortæller marketingfolk fra Ford i Europa.

Fabrikken vil i stedet satse på at få nuværende Fiesta Van kunder til at vælge minnikassevognen Transit Courier – måske med ekstra gode tilbud, den den er jo ikke så handy og sporty som Fiesta.

Men herhjemme vil den fortsat kunne fås som varebil på gule plader – ombygget herhjemme som tidligere, fortæller adm. direktør Jacob Alkil fra den danske importør.

Ham talte vi med til det store show i Köln, hvor den nye Fiesta blev vist for 2.000 europæiske forhandlere samt et større pressekorps.

Den nye udgave bliver 16 cm længere og dermed en ægte B-klasse bil – og Ford har valgt at stryge basisudgaverne Ambiente og Trend. Billigst bliver Titanium.

Måske en dansk basismodel
Med mindre Ford i Danmark får lov til at få en Trend+ udgave. Så kunne man også vælge billigste 1,1 liter benzinmotor eller billigste diesel med 85 hk som Van.

Ford mener nu, at kunderne i større grad vil have luksusbiler – dyrere, javel. Men med leasingordninger vil det gå alligevel. Herhjemme vil det omfattende sikkerhedsudstyr inklusive aktiv nødbremse nok blive tilbudt som pakkeløsninger.

At Ford tør vove luksusspringet hænger nok sammen med lanceringen af den nu lidt større og dyrere Ka – kaldet Ka+, der prismæssigt ligger lige under og ret tæt på den nuværende Fiesta.

Tre nye topmodeller
Med Titanium som fabrikkens indstigningsmodel er der så kommet tre overbygninger til – topmodellen Vignale med alt sikkerhedsudstyr samt sportsudgaven ST-Line, der gør det ekstra sjovt at køre i Fiesta.

Mellem St-Line og Vignale kommer en helt ny ”Active” model – 19 cm højere frihøjde og sorte skærmkanter.

Det er Fords svar på en mini Crossover. Netop denne model kunne blive interessant på gule plader – for Crossover-salget boomer i hele Europa, og det gælder også i Danmark. Også som Van.

Fra tre- til to cylindre
Ford i Europa mener især, at det bliver de små tre-cylindrede EcoBoost benzinmotorer, der bliver rift om. I 2018 skulle der komme en anordning på motorerne, der slår en cylinder fra – og dermed sparer man brændstof bl.a. i bytrafik.

Kvaliteten i den nye bil virker forbedret, og dørene er således lækrere at åbne og lukke. Der er også skruet helt op for infotainmentsystemer – bl.a. kommunikationssystemet Sync 3 – og mere Connectivity.

Det har måke betydet færre fysiske knapper og kontakter på rat og instrumentbræt, men mange flere betjeningsmuligheder på bilens store touchscreen. Musikanlægget er udviklet af B&O.

40 år i år
Fiesta er fyldt 40 år i år. De første tre år blev den bygget i Valencia i Spanien – siden i Köln. Den nye Fiesta er ottende generation inklusive facelifts.

Den nye bil fås med glastag, der kan åbnes, til alle modeller – men priser kendes ikke endnu – hverken på biler eller udstyr.

Om skiftet til luksusbiler er skyld i, at fabrikken i Köln går fra tre- til toholdsskift – som aviser i Köln omtaler – vides ikke. Men bilerne skal i hvert fald ikke bygges i Rumænien, som der tidligere var rygter om, skriver lokalpressen.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk