Den nye Volkswagen ID. Buzz er blevet kåret som Årets Elbil ved det prestigefyldte Top Gear Electric Awards 2022.

ID. Buzz, der introduceres til efteråret, blev af dommerne lovprist for sit ikoniske design, der er inspireret af den originale Volkswagen T1 – bedre kendt som Folkevognsrugbrødet.

Høj kvalitet og dynamiske køreegenskaber var også nogle af de egenskaber, der blev fremhævet ved ID.-familiens nyeste medlem.

Til folk med aktiv livsstil

Top Gear-redaktionen fremhævede også interiørets dimensioner i ID. Buzz, der byder på masser af plads. Bl.a. et bagagerum, der er dobbelt så stort som det, du har i en standard SUV.

“Folk, der foregiver at have en aktiv livsstil, kører en SUV, men dem, der rent faktisk har en aktiv livsstil, kører i en Volkswagen bus,” udtaler Ollie Marriage, testchef på Top Gear-magazine.

Genfundet magien

Han fortæller, at alle, som redaktionen mødte på deres vej, elskede, at mærket har genfundet magien – og mange syntes, at Buzz’en var en frisk og inspirerende fornyelse.

”Er det ikke fantastisk, at Volkswagen endelig har haft modet til at genopfinde originalen ? Det er forførende enkelt og alligevel aldeles opløftende. Og det er derfor, at vi syntes, at det er Årets Elbil,” sagde Ollie Marriage ved overrækkelsen.

Elbils-platform

ID. Buzz er Volkswagen Nutzfahrzeug’s første 100 pct. elektriske køretøj. Den er bygget på MEB-platformen (Modular Electric Drive Kit) og er helt fra bunden af bygget op som en 100 pct. elektrisk model.

Det giver en række unikke fordele såsom et ekstraordinært rummeligt interiør og en optimal vægtfordeling med et 77 kWh stort batteri placeret i bunden af bilen og 204 hk elmotor integreret i bagakslen.

ID. Buzz kombinerer et rummeligt og fleksibelt indrettet interiør med en inspirerende køreoplevelse og en brugbar elektrisk rækkevidde. ID. Buzz kan lynlade med op til 170 kW og lade batteriet op fra 5 til 80 pct. strøm på 30 minutter.

Mange udgaver på vej

ID. Buzz introduceres i første omgang som en fem-personers MPV samt som varevogn. Senere følger versioner med længere akselafstand. Personbilsudgaverne har plads til op mod seks eller syv personer. Endelig indgår en ID. Buzz som California-campingbus udgave også i fremtidsplanerne.

“Som mærke er vi på en vigtig elektrificeringsrejse, og den længe ventede ID. Buzz markerer starten på denne spændende epoke,” sagde Cian O’Brien, direktør for Volkswagen Erhvervsbiler i Hannover, ved overrækkelsen af Top Gear-prisen.

Cool og bæredygtig

Han understregede, at det at være i stand til at lancere en bil, der er cool i designet og samtidig har bæredygtighed som et omdrejningspunkt i udviklingen, er en fantastisk måde at vise kunderne, at man stadig kan gøre alle de ting, man nyder, og rejse hvorhen man vil – samtidig med at man tager hensyn til miljøet.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk