Der findes kun et par stykker på nummerplader endnu, men det lille el-køretøj skal nok blive en landeplage, for som reklamesøjle er den uforlignelig.

Jeg kørte fire dage i Twizy, og folk vinkede og var glade, når jeg kom frem i Københavns indre by, hvor den har dens egentlige berettigelse.

Den er næsten helt lydløs, så der er en cyklist-advarselslyd foruden hornet.

80-90 kmt som topfart
Den kører mellem 80- og 90 km/t med fuld power, men så er rækkevidden heller ikke de ca. 80 -100 km., som Renault lover. Accelerationen er forrygende – for den har et maksimalt drejningsmoment fra 0 km/t.

Jeg hentede den i Albertslund fuldt opladet, men da jeg kom til Østerbro, var der knap 50 km tilbage på måleren.

Twizy oplader endda også, når speederen slippes eller man træder på bremsen – og det gør man del gange ind ad Roskildevej.

Enkel at lade op
Den er super-let at lade op ved ladestanderen. Køretøjet havde Better Place abonnement – men der jo andre udbydere efter selskabet har indgivet konkursbegæring.

I hvert fald åbnede kreditkortet ladeporten på standeren, og stikket fra bilen kunne skubbes ind. På speedometret kan man så se, at køretøjet lader op. Samtidig blinker hvide lys på standeren.

Jeg ville ikke genere trafikken på motorvejen, hvor den med sin topfart er henvist til at ligge imellem lastbilerne – og jeg ville nødig ende som sandwich-mand mellem to 40-tonnere, hvis de ikke kan bremse.

Stålramme og airbag
Bevares, den har en stålramme og airbag – og klarer sikkert et harmonika-sammenstød på Rådhuspladsen, når alle kører 40-50 km/t.

Der er ingen udsyn bagude – kun via sidespejlene som på varebiler. Bagvæggen er lukket – er her er i personmodellen en nakkestøtte.

I Van-udgave er bagsædet ikke i brug – men i persontransport-udgaven sidder passageren lukket inde med benene strækket ud på siden af førersædet og kan kun med besvær følge med i, hvad der sker foran.

Ukomfortabel på dårlige veje
Værst er, at der ikke er en virkningsfuld affjedring – og sædet er helt fast. Vejene i København er i en rigtig dårlig forfatning, så man mærker konstant disse skarpkantede huller i asfalten. Ikke rart.

Man skal også vænne sig til et lidt tung styring (uden servo), man skal også leve med en del vindstøj – for bilen selv siger ikke så meget.

Man kan få musikanlæg ekstra, men gad vide, hvor meget man kan høre. Det får de andre trafikanter nok mere ”glæde” af.

Husk scooter-beklædning
Selv om halv-lun forårsdag skal man have godt med tøj på – så det må være et must at købe både dørene til 4.400 kr. og de 4.000 kr. dyre vinduer. Alternativt må man investere i f.eks. vind- og vandtær Helly Hansen outfit og så sige til sig selv, at det er en slags scooter.

Men den er god i sving – takket været batterierne på 100 kg. under sædet. Samlet vejer den kun 562 kg.

Samtidig kan man købe en basis Ford Ka eller Chevrolet Spark til stort set samme pris. Test-køretøjet koster cirka 62.000 kr. plus 4.000 kr for sakse-dørene, 4.000 kr. for vinduer – plus leje af batterier mm.

Begrænset aflæggeplads
Takket været dørene kommer man let ind og ud af køretøjet – men da der var en del regn testdagene, vil det være en idé at tilkøbe ekstra ruder – selv om den er at opfatte som en scooter med tag.

Der er i øvrigt et lille hul i sædet, så vandet kan løbe ud.
Udstyret er ellers spartansk – man kan køre frem eller tilbage samt være i frigear.

Der er to aflæggerum i instrumentbrættet – en med lås – og så er der aflæggeplads under bagsæde/bagsæderyg – med lås. Undtagen i vareudgaven, som vi vender tilbage til.

Fakta Twizy Technic:
Pris: 68.200 kr.
(Udgaven Urban 80 fås fra 62.200 kr).
Sidedøre: Ekstra 4.400 kr.
Vinduer: Ekstra 4.000 kr.
Afgift: 0 kroner.
Batterileje: 529 kr. pr. md.
Motor: 18 hk elmotor.
Træk: baghjulstræk.
Topfart 80-90 km/t.
Acc. 0-60 km/t: 8,1 sek.
Rækkevidde: 50-100 km.
Opladning: i ladestandere.
Ladetid: 0-fuld 3,5 timer.
Pris for en opladning: ca. 12 kr.
Mål: 233 x 123 x 145 cm.
Vægt: 562 kg (batterier: 100 kg.)
Håndbremse: paraply-udgave.
Gear: automatisk med frem/frigear/bakgear.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk