Varebilsalget har været i fremgang gennem de første fire måneder af året, og tendensen fortsatte i maj måned.
Maj blev endnu en måned med vækst til varebilsalget, der lå 21 procent over niveauet for 2023.
Det meddeler Mobility Denmark – tidligere De Danske Bilimportører.
“Varebilsalget fortsætter de gode takter, og det er forrygende at se, at de eldrevne køretøjer får bedre og bedre vejgreb på markedet,” siger Mads Rørvig, adm. direktør for Mobility Denmark.
Politiske initiativer
Den grønne udvikling går således den rigtige vej.
”Men der er fortsat brug for politiske initiativer, der kan skabe gode rammer for den videre grønne omstilling af varebilerne,” siger Mads Rørvig,
I maj kørte der 2.802 nye varebiler ud på de danske veje, hvilket er 489 flere end i maj sidste år.
21,1 pct. flere varebiler i maj
Det betyder, at salget af varebiler er steget med 21,1 procent, hvilket bringer den samlede stigning år til dato op på 27,1 procent sammenlignet med sidste år.
I maj måned blev der solgt 321 elvarebiler, hvilket svarer til en andel på 11,5 procent.
Det er en stigning på 1,6 procentpoint i andelen sammenlignet med maj 2023, hvor elvarebilerne udgjorde 9,8 procent.
10,9 pct. elvarebiler i år
Det er også højere end elandelen år til dato, som ligger på 10,9 procent. Det betyder også, at mere end hver tiende nye varebil i såvel maj som i hele 2024 kører på el.
Dieselvarebiler er dog fortsat de mest populære. Der blev registreret 2.366 dieseldrevne varebiler i maj måned, og de udgjorde dermed 84,4 procent af salget.
Benzinvarebilerne udgjorde 2,6 procent af nyregistreringerne, mens de andre drivmidler alle udgjorde under én procent.
Lastbiler stabile
I maj blev der indregistreret 409 nye lastbiler i Danmark. Det er 85 færre end i maj 2023, og der er derfor sket en tilbagegang i salget på 17,2 procent.
Antallet af nyregistrerede lastbiler ligger dog stabilt år til dato med en lille stigning på 2,1 procent.
Andelen af ellastbiler ligger også på samme niveau som maj måned sidste år.
Hos Mobility Danmark er man glade for, at lastbilerne holder det gode salgs-tempo fra sidste år, på trods af et mindre fald i denne måned.
Flest diesellastbiler
”Derudover er det vigtigt for den grønne omstilling, at der kommer skub i udrulningen af el-lastbilerne, hvor vi forventer en stigning, når den nye støttepulje får effekt,” siger Mads Rørvig.
Hovedparten af de nye lastbiler, der kørte på vejene i maj, var diesellastbiler.
De dieseldrevne lastbiler talte 381 nyregistreringer, og de udgjorde derfor 93,2 procent af lastbilssalget i maj.
Lille fald i ellastbiler
Det er en stigning på 5,5 procentpoint sammenlignet med maj 2023. Fremgangen i diesellastbiler er dog ikke sket på bekostning af de eldrevne lastbiler, som vedholder samme niveau som sidste år.
Den kommer i stedet fra de øvrige drivlinjer. Der blev kun solgt diesel- og ellastbiler i maj måned.
Der blev solgt 28 ellastbiler i maj 2024, og de udgjorde derfor de resterende 6,8 procent af markedet.
I maj 2023 udgjorde de eldrevne lastbiler 7,1 procent, og der er derfor kun sket en mindre variation i elandelen.
Stort bussalg
Bussalget steg markant i maj måned. Måneden bød på 96 nye busser, hvilket svarer til en stigning på 118,2 procent sammenlignet med maj 2023.
Det er samtidig også det højeste antal nye busser på én måned siden juli 2022. Elandelen i bussalget ligger på 87,5 procent.
Dog skal der som altid tages forbehold for, at der generelt sælges relativt få enheder i bussalget, og at salg ofte sker i større partier. Derfor er analyserne baseret på et mindre datasæt sammenlignet med varebiler og lastbiler.
–
Varebilsalg maj 2024:
Ford Transit Custom 478 enheder
Mercedes-Benz Sprinter 267 –
Mercedes-Benz Vito 231 –
Volkswagen Transporter 223 –
Renault Trafic 218 –
Volkswagen ID.Buzz Cargo 114 –
Mercedes-Benz Citan 109 –
Ford Transit 2 tons 93 –
Volkswagen Crafter 81 –
Renault Master 68 –
—
Varebilsalg januar-maj 2024:
Ford Transit Custom 1.576 enheder
Mercedes-Benz Sprinter 1.134 –
Renault Trafic 977 –
Mercedes-Benz Vito 915 –
Volkswagen Transporter 793 –
Ford Transit 2 tons 562 –
Volkswagen Crafter 526 –
Volkswagen ID.Buzz Cargo 483 –
Opel Vivaro 393 –
Toyota Proace 391 –
–
Elektriske varebiler år-til-dato:
Volkswagen ID.Buzz Cargo 483 enheder
Mercedes-Benz Citan 111 –
Volkswagen ID.4 Van 97 –
Mercedes-Benz Vito 54 –
Toyota Proace 53 –
Ford Transit 2 tons 53 –
Citroën Jumpy 46 –
Opel Vivaro 46 –
Peugeot Expert 45 –
Citroën Berlingo 33 –
–