En varebil bremser og styrer ikke bedre end en personbil. Derfor skal varebilen ligesom personbilen have de dæk, der passer til årstiden og til kørselsbehovet.
”Når vi taler varebiler, er der nok en tendens til, at folk er mindre opmærksomme på dækkene, end hvis det er personbiler. Måske fordi føreren i mange tilfælde ikke selv ejer varebilen. Men sikkerheden er jo lige vigtig uanset biltype og ejerskab,” siger Georg Nielsen, adm. direktør hos Continental Dæk Danmark A/S.
Varebiler har typisk en højere totalvægt end personbiler. Derfor skal dækkene også være kraftigere.
Til større belastning
”Continentals varebilsdæk kan holde til en større belastning, fordi de er produceret med kraftigere sider og stærkere bæltelag end personvognsdæk,” siger Georg Nielsen.
De er bygget til et højere lufttryk, da det er luften, der skal bære den ekstra vægt op til 3,5 tons.
”Netop lufttrykket betyder meget og bør have førerens opmærksomhed, ” siger Georg Nielsen.
Check dæk, når du tanker
Han anbefaler at tjekke det, når man alligevel tanker brændstof. Korrekt lufttryk forlænger dækkets levetid, mindsker forbruget af brændstof og gavner økonomien.
”Så det er ikke bare vigtigt at køre med specifikke varebilsdæk, men også at have det korrekte, høje lufttryk. Kører man med for lidt lufttryk i en varebil, der er læsset op til 3,5 tons, og man pludselig skal bremse eller undvige, får man alvorlige problemer, fordi bilen i den situation er svær at styre,” siger Georg Nielsen.
Endnu et punkt, man ifølge Georg Nielsen skal være opmærksom på, når man kører varebil, er dækkets belastningsindeks.
Det rette belastningsindeks
Skal man skifte dæk, skal man sikre dig, at dækket både har den rette størrelse og det rette belastningsindeks.
Begge dele står på siden af dækket. For eksempel er størrelsen angivet til 235/65/R16, hvorefter der står 109/107 R. Koden 109/107 angiver, hvor mange kilo, hvert dæk må bære, og ”R” er koden for den maksimale hastighed, dækket er bygget til.
”Derfor et det vigtigt at fortsætte med det belastningsindeks, som er angivet på de dæk, som bilen er ”født” med. Er man i tvivl, kan man få hjælp hos en forhandler,” siger Georg Nielsen.
Varebilsdæk hos Continental:
Hos Continental tilbydes flere dækserier, der er udviklet specielt til varebiler:
ContiVanContact 100, ContiVanContact 200 (sommerdæk) VancoEco (økodæk) og vinterdækket VanContactWinter.
ContiVanContact 100 er det kraftigste med hensyn til mønsterudformning og dybde. Mønstret er stenafvisende, hvilket er årsagen til en lang levetid også ved kørsel på byggepladser.
ContiVanContact 200 er lidt finere i mønstret og decideret beregnet til brug på asfalteret vej. Det er et meget støjsvagt dæk og bruges derfor ofte til institutionsbiler og minibusser.
VancoEco har en ekstra lav rullemodstand og får derfor bilen til at køre længere på literen. Det er typisk fabriksmonteret på varebiler.