Selv om mange vil kikke forgæves efter Nissan og Volkswagen Erhvervsbiler samt varebilerne fra Stellantis-gruppen (Peugeot, Citroën, Opel og Fiat), så er der pæn tilslutning til Transport 2025 i Messecenter Herning fra de øvrige varebilimportører.

Og de fleste af varebilerne kan bl.a. ses i Hal F under Transport-messen.

Se dem indirekte

Volkswagen udstiller dog indirekte, da andre udstillere benytter både ID.Buzz og formentlig den nye Transporter på deres stande – og det gælder måske også nogle af de andre fraværende mærker.

Men når det gælder Stellantis, kan man bare gå over til Toyota.

De får jo bygget deres varebiler i samarbejde med Stellantis – så der finder man de samme biler – bare med Toyota logo. Og alligevel ikke helt, for Toyota byder på 10 års Relax garanti oveni.

Mange typer varebiler

”Vi udstiller de tre dedikerede varebiler i form af den kompakte Proace City, kassevognen Proace og vores helt nye Proace Max i 3,5 tons-klassen – alle tre i fuldt elektriske udgaver,” siger Anders Tystrup, pressechef, Toyota Danmark.

Hos Toyota vil man også kunne møde den nye pickup, Hilux, i en GR Sport-udgave, en ombygget varebilsudgave af elbilen bZ4X – den mest populære personbil i Danmark i januar.

Skaffet til Herning

Der er endda en spændende premiere i form af den kommende Kia PV5 Cargo, som det er lykkedes importøren at skaffe til Herning – med lodder og trisser – for den skal være tilbage i Kia’s europæiske hovedsæde i Frankfurt mandag morgen.

eCom Expo messen i København havde den ganske vist – men som lermodel. Her er det en ægte model – og efter sigende én af de få i Europa.

”Kia PV5 Cargo er en dedikeret elektrisk varebil – med fleksible løsninger, modulopbygning og avancerede softwaremuligheder til eksempelvis flådestyring,” siger Lene Mejdal Iversen, PR Coordinator, Kia Import Danmark.

Van of the Year 2025

Årets varebil i Europa (Van of the Year) 2025 er heldigvis også med – og det passer godt med, at importøren RN Danmark netop nu kører kampagnen ”Sæt strøm til din forretning.”

”Transportmessen er det ideelle sted at vise alle vores elvarebiler. Vores målsætning med kampagnen er, at 20 pct. af vores solgte varebiler i 2025 skal være på el, og vi er i dén grad kommet godt fra start – 41pct. af alle solgte Renault Master i år er på el,” siger Søren Hyltoft Head of Communication & Marketing, RN Danmark.

Både el og diesel

RSA Danmark udstiller med deres mærker KGM fra Korea (tidligere Ssangyong) og Maxus fra Kina – fra KGM f.eks. diesel-pick-up modellen Musso – og de nye e-Deliver 5 og e-Deliver 7 varebiler.

RSA Danmark præsenterer et lille udsnit af ét af markedets bredeste udvalg af elektriske varebiler fra både KGM og Maxus – med to- og firehjulstræk.

”Salget af elektriske varebiler stiger nærmest måned for måned, og vi har ét af de bredeste modelprogrammer til ethvert behov,” siger Allan Hagelskjær, salgschef, RSA Danmark.

Danmarks mest solgte

På messen møder man også Ford med deres brede program og el- og dieselvarebiler – hvor E Transit Custom er Danmarks mest solgte varebiler i flere år.

På Ejner Hessels stand i hal F kan man bl.a. møde et bredt udsnit af Mercedes-Benz varebiler – og Nielsen Car Group har også en vifte af varebiler med – også i hal F.

På lastbils-stande i Hal D

Både Iveco Daily og MAN TGE kan ses på de respektive mærkers lastbilsstande i Hal D.

”Vi er rigtig glade for at kunne konstatere, at interessen for messen i år er ekstraordinært stor blandt varebil-importørerne. Opbakningen er højt værdsat, og som en direkte konsekvens styrker vi i år vores fokus på varebilerne,” siger Kim Bie Schubert, Key Account Manager fra Transportmessen.

Årets Varebil i Danmark 2025

I samarbejde med Danske Motorjournalister danner Transportmessen også rammen om Årets Varebil, som skal findes blandt følgende nominerede:

• VW Transporter
• Ford Transit
• Toyota Proace MAX
• Nissan Interstar
• Renault Master

Alle fem vil være at opleve på messen – og Årets Varebil 2025 offentliggøres den 3. april klokken 14 i Hal F.

Transport 2025 finder sted 3.-5. april i MCH Messecenter Herning.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk