(FRANKFURT)
Flere varebiler skal køre på naturgas og biogas fremover – men infrastrukturen skal være på plads.
Et bedre transportmiljø vil både kræve flere eldrevne køretøjer til især byerne og kræve øget anvendelse af køretøjer, der kører på naturgas/biogas.
Men i Europa er der mange lande, som sakker bagud, når det gælder gas-drevne last- og varebiler og få tankstationer med naturgas/biogas.
Subsidier i udlandet
Italien er duksen med en million gasdrevne køretøjer – og 2.000 gas-tankstationer. I Europa er der i alt 13.000 tankstationer – herhjemme måske godt 10 i alt.
Hvor man i bl.a. Italien og Tyskland subsidierer afgifter på gas og afgift på gaskøretøjer – så er det stadig for dyrt at købe gasbiler og naturgas herhjemme i forhold til dieselbiler og diesel.
Men naturgas har fordele ved lavere udledning af CO2 og NOx samt mindre partikeludslip. Med biogas er emissionerne begrænsede.
Fald i emissioner
Volkswagen Research påviser, at udledningen af CO2 falder 25 pct. med naturgas (103 gram/km) i forhold til benzin (137 gram/km) – og med 20 pct. biogas (87 gram/km) hele 36 pct. – og er der mulighed for ren biogas falder udledningen med 82 pct.
Hos Volkswagen Nutzfahrzeuge vil man gøre mere for at udbrede biler, der kører på naturgas og biogas – først ved at gøre deres gas-biler mere attraktive for kunderne.
Men selv om VW-gruppen i dag tilbyder mange naturdrevne køretøjer – personbiler, varebiler, lastbiler og busser, så vil man også antallet af køretøjer på gas i takt med forøgelsen af antallet af tankstationer.
Op til 860 km rækkevidde
Derfor har man opdateret Caddy-modellen, der var én af de første biler, som man tilbød på naturgas.
Fra den tidligere 2-liter Caddy CNG udgave med 80 kW (109 hk) til den nye 1,4 liter TGI Euro6 udgave med 81 kW (110 hk) har man øget rækkevidden med 43 pct. fra 440 km til 630 km. Maxi klarer 860 km.
Den korte Caddy har fire 200 bar gastanke monteret under varerumsgulvet – den lange maxi udgave fem gastanke – med henholdsvis 25- og 34 kg gas (158- og 202 liter gas.) Der er tillige en 13 liter benzintank som nødberedskab.
Op til 24,4 km/l
Brændstofforbruget er forbedret fra 17,5- til 24,4 km/l. Samtidig er CO2 udledningen faldet fra 156- til 112 g/km. Og topfarten øget fra 169- til 174 km/t.
Med den nye udgave rykker Caddy fra miljøgruppe C til A+.
Tidligere kørte man med 5-trins manuel gearkasse – nu med enten 6-trins manuel gearkasse eller med DSG dobbeltkoblings-gearkasse.
Forbedret sikkerhed
Takket været placeringen af tanke under gulvet er der ikke mindre plads i varerummet end i diesel eller benzinudgaven – nemlig 3,2- og 4,2 kubikmeter (Caddy og Caddy Maxi). Nyttelast: 762 kg.
På sikkerhedssiden har Caddy nu ACC (adaptiv fartpilot) og Front Assist samt post-kollissions-brake, hvor bremsen fortsat er automatisk aktiveret efter et sammenstød.
VOTY.dk har prøvekørt den nye Caddy TGI og forbedringen er mærkbar i forhold til Euro 5 udgaven. Den nye 1,4 liters motor er langt smidigere og hurtigere end den gamle 2-liter gasmodel. Ud over et skarpere design, er der gjort mere ud af interiøret med bedre sæder og ny instrumentering.