Vognmænd, entreprenører, håndværkere – ja folk fra hele det danske erhvervsliv ventes at besøge årets største transportmesse, ”Vestfyn Trækker 2016 – Transport & Logistik” i Ejby, hvor der er åbent både fredag, lørdag og søndag.
I år er der ekstra fokus på intern transport – og mange af de store lastvognsudstillere har også taget deres varebiler med. Alle lastbilsmærker er repræsenteret – de fleste med flotte kundeopbygninger.
Truck of the Year 2016
Men de fleste har fundet det nyeste grej frem. Iveco stiller med både Van of the Year 2015, Daily, og Trucks of the Year 2016, EuroCargo. Mercedes har både deres største Actros “Fuel Duel” udgave – en 2551 LS pushertrækker med Streamspace førerhus – samt deres mindste Citan med i ny udgave.
Mercedes udstiller også deres terrængående Unimog U427, som kan køre i selv de mest ekstreme terrænforhold. Unimog koster ikke mere end en traktor og har et væld af anvendelsesmuligheder. Kommuner og entreprenører er blandt kunderne.
MAN stiller bl.a. med deres nyeste modelrække med bl.a. topmodellem D38. DAF kommer med sine nyeste Silent modeller – bl.a. den mindste LF serie – og Volvo viser også hele lastvognsprogrammet på messen. Man kan også se nærmere på den nye udgave med hævbar tandemaksel.
Også Renault Trucks er med – især med fokus på den nye D-serie, som i en stort antal netop er leveret til Falck.
Brugte lastbiler
For første gang udstiller Scania også brugtbiler på Vestfyn Trækker, og samtidig fremvises forskellige muligheder for opgradering og modernisering af vognmændenes nuværende flåder.
”I nogle tilfælde er det klogeste at udskifte en del af flåden med nyere brugte modeller, hvor toppen allerede er taget af afskrivningen, og i andre tilfælde vil det optimale være at eftermontere eksempelvis Communicator flådestyring i eksisterende biler,” siger Lars Jessen, der er Used Vehicle & Rental Manager hos Scania Danmark.
Intern transport
Taler vi intern transport udstiller Still bl.a. deres nye stabler EXV-SF og CiTi One – en elektrisk håndløftevogn, der også kan bruges til mindre varebiler.
Linde viser blandt andet den nye gaffeltrucken E16/386 i en opdateret og mere miljørigtig model.
Hollandske Terberg, repræsenteret af N. C. Nielsen, viser en ny YT182 terminaltraktor i en ny model med forbedret kabine.
Udover det er der masser af opbygninger, mange kranløsninger, alt om hydraulik – og selvfølgelig VBG’s egne produkter – inklusive en verdensnyhed. Det er jo VBG, der står for hele messen.
Årets opbygning
Flere fag- og brancheorganisationer har også meldt deres ankomst – og handler det om økonomi, er der flere finansierings- og leasingfirmaer med. Så er der et væld af udstyr og masser om service og vedligeholdelse.
På Vestfyn Trækker 2016 afholder MCH Messecenter Herning konkurrencen Årets Opbygning, som blev lanceret sidste år. Her skal de besøgende på messen sammen med syv ekspertdommere finde årets bedste specialopbyggede lastvogn.
Da Vestfyn Trækker senest blev afholdt, vandt Johnny Jensen den indledende runde af materielproducenten HIAB’s jagt på verdens bedste kranfører. Efterfølgende slog den 43-årige chauffør fra Gilleleje konkurrenter fra 14 lande af banen, da han sidste år vandt verdensmesterskabet i Storbritannien. I år går det igen løs med indledende runde på Vestfyn Trækker. Måske kan han vinde igen.
Tro på fremtiden
Messen har aldrig fyldt mere. 55.000 kvadratmeter fordeler de 130 udstillere sig på
”Der er en gennemgående optimisme og positiv ånd. Branchen kendetegnes ved skabertrang, vækstiver og tro på fremtiden,” siger messearrangør Per Mikkelsen.
Han er direktør for den danske del af VBG Truck Equipment og initiativtager til Autobranchen Danmarks opbyggerafdeling.
Blandt deltagerne er ITD, der omfatter 751 transportfirmaer med over 20.000 ansatte, og som for nylig har udgivet sin seneste årsrapport. Ifølge rapporten har 30 procent af medlemmerne fået flere ansatte i 2015, mens 88 procent havde overskud. Halvdelen forbedrede bundlinjen, og lige så mange forventer at gøre det i år.
Specialisering
”Der er et helt andet drive end i kriseårene. Især går det godt for de vognmænd, som satser på specialisering og nicher. Desuden investerer mange med succes i effektivisering, eksempelvis gennem systematisk og vedvarende monitorering af arbejdsprocesser og big data,” siger Jacob Christian Nielsen, administrerende direktør for ITD.
”Vores samarbejde med MCH Messecenter Herning sikrer Danmark et udstillingsvindue for lastbilnyheder hvert eneste år. Det giver god mening, for siden seneste Herningmesse er der kommet en del nyt fra bilproducenterne,” siger Vestfyn Trækkers arrangør, administrerende direktør Per Mikkelsen fra VBG GROUP.