Med henblik på at gøre affaldshåndteringen klimaneutral har Amager Resourcecenter (ARC) indgået en aftale med ABB om at levere 140 opladere til sin flåde af elektriske skraldebiler inden 2024.

De elektriske skraldebiler skal bidrage til Københavns Kommunes mål om at blive CO2-neutral i 2025.

Som en væsentlig del af løsningen vil ladestationerne blive styret af ABB Abilit OPTIMAX-kontrolsystemet.

Omfattende levering

Ordren omfatter styringssoftware, 130 Terra DC wallbox-ladere med en effekt på op til 24 kW og 10 Terra 124 DC-ladere med en effekt på op til 100 kW, som skal oplade affaldsbilerne om natten.

De første 30 DC-ladere vil blive installeret i 2022.

Et af målene med OPTIMAX er at beskytte de elektriske installationer og samtidig “sprede” opladningen over de perioder af døgnet, hvor der er rigeligt med grøn og billig elektricitet.

Genkender hver skraldebil

OPTIMAX vil også være i stand til at genkende hver enkelt skraldebil, så den oplades i overensstemmelse med dens kørselsmønster, uanset hvilket ladestik der anvendes.

“Vi er glade for at kunne levere ladestandere til ARC og Københavns Kommune i deres grønne omstilling. Skraldebiler stiller krav til kvalitet og driftssikkerhed,” siger Lasse Altmann, Head of E-mobility i Danmark.

ARC modtager affald fra 640.370 beboere og 68.000 virksomheder i hovedstadsområdet, og en af ARC’s vigtigste opgaver er at indsamle borgernes husholdningsaffald til tiden.

Et samlet udbud

ARC valgte derfor at udbyde indkøb af ladestationer samt service og vedligeholdelse af hele den ladeinfrastruktur, der understøtter affaldsindsamlingen i København.

“Ladeinfrastruktur er en kompleks størrelse, og hos ARC skal vi være sikre på at holde alle køretøjer i gang, så borgerne får hentet deres affald og kan glæde sig over mere støjsvage skraldebiler, som ikke forurener luften i byen,“ siger Jacob Simonsen, der er direktør for Amager Ressourcecenter.

Fakta:
Amager Resourcecenter (ARC) håndterer affald i Dragør, Frederiksberg, Hvidovre, København og Tårnby kommuner.

ARC arbejder professionelt med miljø og klima og har som mål at gøre affaldet klimaneutralt, og som led i denne strategi gennemførte det fælleskommunale selskab et EU-udbud, der førte til kontrakten med ABB.

I 2020 konverterede ARC 599.000 tons affald til 1.615.000 MWh energi, 1.360.000 MWh varme og en elproduktion på 253.000 MWh.

ABB er globalt førende inden for infrastruktur til elektriske køretøjer og tilbyder et komplet sortiment af opladnings- og elektrificeringsløsninger til elbiler, el- og hybridbusser, varevogne, lastbiler, skibe og jernbaner.

ABB gik ind på markedet for e-mobilitet i 2010 og har i dag solgt mere end 680.000 opladere til elektriske køretøjer på mere end 85 markeder; over 30.000 DC-ladere og 650.000 AC-opladere.

 

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk