Renovationsselskabet Urbaser er fra Nytår begyndt at samle skrald på Djursland – efter at have vundet et udbud fra affaldsselskabet Reno Djurs i Norddjurs- og Syddjurs kommuner.
Til opgaven har urbaser investeret i 14 nye DAF LF250 4×2 FA lastbiler opbygget med kompakte komprimatorer fra svenske Norba og italienske Mazzocchia.
Jylland og Sjælland
Urbaser vandt udover udbuddet på Djursland også udbud i bl.a. Jammerbugt, Aarhus og Odsherred Kommuner.
De nye DAF’er på Djursland er således de første af en samlet ordre på 31 DAF renovationsbiler, som Urbaser har bestilt til levering over det næste halve år.
”Vi har valgt DAF LF’er på 18 tons totalvægt til Djursland, men vi har også bestilt lidt mindre udgaver af LF’erne på henholdsvis 16- og 12 tons totalvægt til kørselsopgaver i de andre kommuner,” siger Johnny Lind, der er indkøbsansvarlig hos Urbaser.
Teknik fra Als
Affaldskomprimatorer fra Norba og Mazzocchia er skræddersyet til de specifikke indsamlingsopgaver. I begge tilfælde er der tale om to-kammer komprimatorer, så bilerne kan indsamle to forskellige affaldsfraktioner på samme tur.
Affaldskomprimatorer drives af et såkaldt E-PTO af typen TM43 fra virksomheden Banke ApS i Sønderborg.
E-PTO’en består af en kraftig Litium-ion batteripakke med 43 kWh kapacitet i kombination med en hydraulikpumpe og el-motor – samt en elektronisk styreenhed, der driver hydrauliksystemet på affaldskomprimatoren.
Oplades med grøn strøm
Batterierne oplades med grøn strøm, når renovationsbilerne er parkeret om natten, og batteripakken rummer nok strøm til at drive affaldskomprimatoren hele den følgende arbejdsdag.
Dermed undgås at lastbilens dieselmotor skal trække affaldskomprimatoren og udlede CO2, når affaldet komprimeres inden videre transport.
”Ud over at reducere dieselforbruget har de elektrisk drevne affaldskomprimatorer også et betydeligt lavere støjniveau under driften. Det gavner selvfølgelig borgerne på indsamlingsruterne, men det er også en stor fordel for vores medarbejdere,” siger Johnny Lind.
Kneeling funktion
Med de nye skraldebiler får Urbaser køretøjer med gode ind- og udstigningsforhold – som er yderligere forbedret ved at få eftermonteret en såkaldt kneeling-funktion, så forenden af renovationsbilerne automatisk sænkes ca. 200 mm, når håndbremsen trækkes.
”Det giver endnu bedre ind- og udstigningsforhold til førerhuset, hvilket især er særligt relevant på renovationsbiler, hvor chaufførerne skal ind og ud af førerhuset flere hundrede gange om dagen,” siger Johnny Lind.
Salgs-teamet fra DAF
De nye renovationsbiler til Urbaser på Djursland er leveret i et samarbejde mellem Area Manager Nordic Lars Klogborg fra DAF Trucks Danmark og lastbilsælger Klaus Hauge fra autoriseret DAF-forhandler ESA Trucks i Kolding, der har stået for koordinering af opbygning samt levering af bilerne.
Efter idriftsættelse skal autoriseret DAF-serviceforhandler AMC i Aarhus stå for den løbende service og vedligeholdelse af de 14 nye lastbiler.
Fakta: Urbasers nye DAF renovationsbiler:
Drivline: PACCAR 6,7 liters, 6-cyl. rækkemotor på max. 264 hk/1.000 Nm, 6-trins AS-Tronic mekanisk gearkasse med fuldautomatisk gearskiftesystem og Hill Hold. Enkeltreduceret DAF SR1132-bagaksel med mekanisk differentialespærre, udveksling 5,57:1.
Førerhus: DAF LF-dagførerhus med justérbart rat og ratstamme, luksus-førerstol og fast passagerstol med integrerede sikkerhedsseler, ACC- (afstandsradar), AEBS-3- (nødbremsesystem), FWC- (kollisionsadvarsel) og LDW- (vognbaneassistent)
Opbygning: To-kammer affaldskomprimatorer fra svenske Norba på 13 kubikmeter rumfang – og italienske Mazzocchia på 12 kubikmeter rumfang.
–
Om Reno Djurs:
Fælles affaldsselskab for Norddjurs og Syddjurs Kommuner siden 1996. Reno Djurs beskæftiger i alt ca. 50 medarbejdere, der står for affaldsordninger for alle private husstande, sommerhuse og virksomheder på Djursland, ni genbrugsstationer på Djursland og Anholt – samt behandlingsanlæg i Glatved.
Dertil indsamlingsordninger for klinisk risikoaffald samt tømningsordninger for bundfældningstanke, olie- og benzinudskillere, fedtudskillere samt samletanke.
Desuden varetager Reno Djurs Reno Djurs opgaver vedrørende affaldsplanlægning, virksomhedsrådgivning, formidling/skoletjeneste og affaldsforebyggelse i kommunale institutioner.
Om Urbaser A/S:
Urbaser A/S er et af de førende renovationsselskaber i Danmark. Virksomheden er en del af den industrielle spanske Urbaser-koncern, der på verdensplan betjener mere end 50 millioner mennesker fordelt over 27 lande – gennem et stort netværk med mere end 40.000 ansatte.
På nordisk plan opererer Urbaser i Danmark, Sverige, Norge og Finland gennem 17 filialer fordelt på 14 forskellige kommuner med i alt ca. 800 medarbejdere.
Urbaser omsatte i 2021 for ca. 550 mio. kr. og havde en markedsandel på det danske renovationsmarked på ca. 30 pct.
—