Kia har bibeholdt den 4-cylindrede motor i 1,4-liters benzin-udgaven af Ceed – og det giver bedre komfort end i en 1-liters udgave med tre cylindre.
Det er en motortype, som flere og flere fabrikanter går over til for at sænke deres samlede CO2-udslip, men som desværre også øger støjniveauet og derfor nedsænker kørselskomforten for brugerne.
Mest salg i SUV-Vans
Kia har fået et godt tag i den danske befolkning – ikke mindst med Ceed-modellen, som sikrer importøren en god position efter at den lille Picanto er ramt af danskernes ønske om større og sikrere biler.
Som gulpladebiler er det dog i højere grad SUV modellerne Kia Stonic, Niro og Sportage, der er populære – men en stationcar er måske ikke så ringe en partner for virksomheden, hvis man kommer meget omkring, for den har ikke den samme krængning på en snoet landevej.
Stationcar- og 5-dørs udgaver af personbiler har til gengæld ikke den samme høje ind- og indstigning som SUV udgaver. Så det kan være et dilemma at vælge.
Smidig ny motor
Vi har tidligere prøvet den nye 1,6 liters dieselmotor, som er rimelig kvik, men også mere støjende end 1,4-liters benzinudgaven, som vi her har prøvet i SW (stationcar) – udgaven. En motor, som har erstattet den tidligere 1,6-liters motor. Den nye maskine er mere smidig.
Mange byer vil gerne slippe af med diesel, og det har betydet, at mange kunder er skiftet til benzin. Man kører bare ikke så langt på literen. Til gengæld er lydniveauet lavere.
Kia er et koreansk bilmærke og søsterselskab til Hyundai – men begge bygger biler i Europa. Ceed bygges således i Slovakiet.
Forbedret kvalitet
Hvor Kia tidligere havde en lidt mangelfuld kvalitetsfølelse, så er der ikke meget at komme efter i dag. Der er dog stadig ret meget sort plast inden døre, men det er i blødere og lækrere kvalitet.
I seneste Ceed model har man forbedret køreegenskaberne endnu mere, og samtidig forbedret sikkerhedsudstyret med bl.a. nødbremsesystem – også virkende overfor fodgængere. Mange vil måske synes, at bilen er ret fast dæmpet, men det er en smagssag.
Køreegenskaberne er altså fine – men måske er det hastighedsafhængige servo-styretøj ikke det mest præcise at arbejde med.
Otte tommer touchscreen
Man sidder godt bag rattet i vel-støttende sæder – og der er både varme i rat og sæder. Samt læderrat i den Intro-edition, som vi prøvede. Sæderne har endda trinløs indstilling med rulle. Testbilen havde otte tommer touchscreen med Tom Tom navigation.
Fra udstyrslisten skal vi også nævne 2-zone klimaanlæg, linjevogter, skiltegenkendelse, fartpilot, fartbegrænser, højdejusterbare forsæder, tågelygter for, LED kørelys, regnsensor samt bakkamera og baksensor, 3-trins sædevarme i begge forsæder, midterboks og armlæn i ét, DAB+, Apple Car Play og velplaceret usb-stik.
Dertil 16 tommer alufælge, nøglefri start samt to kopholdere og to flaskeholdere (i dørene). Og så er der god aflæggeplads i rum under varerumsgulvet.
Adaptiv fartpilot
Bilen havde en velfungerende dobbeltkoblings-gearkasse – med også med manuel betjening. Adaptiv fartkontrol havde bilen også – og det gælder også linjevogter, der holder bilen i sporet. Begge dele fint til langture.
Den nye bilmodel er tredje generation af Ceed. Første generation kom i 2006 og anden generation i 2012.
Der er også indbyggede fastgørelses-skinner i varerummet. Nævnes skal også en ca. ni cm lavere læssekant end den forrige model. Nu er den udvendige læssekant på 62 cm i stationcarudgaven– og den indvendige på bare én cm.
1.410 kg. trailervægt
Bagklappen havde for ekstra 4.999 kr. plus moms automatisk åbning. Man skal blot have nøgle med sensor i lommen og stille sig bag bilen. Ikke noget med at føre foden ind i under kofangeren som i mange andre biler.
Handskerumslås har bilen dog ikke. Trailervægten er på 1.410 kg – som er lidt mindre end i dieseludgaven. Kia Ceed Van har standard adskillelse bag både fører og passager.
Det skal understreges, at Kia fortsat byder på syv års fabriksgaranti.
–
Faktabox Kia Ceed 1,4T GDI VAN:
Motor: 4 cyl. Turbo-benzin 16V.
Slagvolumen: 1.353 ccm..
Ydelse: 140 hk v. 6.000 omdr.
Moment: 242 Nm v. 1.500-3.200 omdr.
Træk: Forhjulstræk.
Affjedring for/bag: McPherson med stabilisator/Multilink
Styretøj: Hastighedsafhængig servo.
Gear: 7-trins aut. DCT dobbeltkoblingsgearkasse.
Brændstofforbrug WLTP: 15,8 km/l.
CO2 udslip: 142 g/km.
Topfart: 206 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 9,4 sek.
Bremser: Vent. skiver for/skiver bag – ABS, esc
Affjedring: Uafhængig for og bag.
Dæk: 16 tommer Continental vinterdæk.
Dæktrykskontrol: TPMS Monitoring System.
Læssehøjde udvendig/indvendig: 620/10 mm.
Totalvægt: 1.860 kg.
Varerum: Ca. 1.600 liter.
Varerum længde x bredde: 1.720 x 1.280 mm
Mellem hjulkasser: 1.030 mm.
Køreklar vægt: 1.382 kg.
Trailervægt m. bremser: 1.410 kg.
Garanti fabrik: 7 år/150.000 km (fri første tre år.)
Servicegaranti: 2 år/30.000 km. (olie/filter: 1 år/15.000 km.)
Pris Intro Edition Van ekskl. moms: 182.999 kr.