Omkring halvdelen af tiden – nøjagtigt 46 pct. – bag rattet i en hybridbil foregår på ren el. Det viser en ny dansk undersøgelse foretaget i begyndelsen af april.

Resultaterne stammer fra 236 prøvekørsler over hele landet i forbindelse med bilproducenten Toyotas åbent hus weekend 2. og 3. april.

Der blev kørt i bilerne Yaris, Auris, Prius og RAV4 – biler, som alle sælges som gulpladebiler. Sidstnævnte sælges tæt på 50 pct. som Van.

Hybrid biler siden 1997
Toyota introducerede verdens første serieproducerede hybridbil Prius i 1997. Siden da er flere andre hybridmodeller kommet til, og i Danmark kan man i dag vælge mellem seks forskellige Toyota hybridbiler i form af Yaris Hybrid, Auris Hybrid, Auris Hybrid Touring Sports, Prius, Prius+ og RAV4 Hybrid.

En hybridbil fra Toyota består af både en benzinmotor og elmotor. Bilen vælger helt automatisk, hvornår den skal benytte elmotoren eller benzinmotoren eller en kombination af begge.

Lader sig selv om
Selv om en stor del af tiden bag rattet foregår udelukkende på ren el, skal en hybridbil fra Toyota aldrig lades op. Det sørger bilen nemlig automatisk selv for under selve kørslen og ved at opsamle energi, når der bremses.

Testkørslerne i begyndelsen af april bredte sig over samtlige af Toyotas hybridmodeller dog med overvægt på Auris Hybrid – og ikke mindst den nye RAV4 Hybrid, som i den firehjulstrukne udgave må trække en anhænger på op til 1.650 kg.

Men også både den helt nye Prius, der med fjerde generation hybridteknologi kan køre op til 33 km/l, samt Danmarks billigste hybridbil Yaris Hybrid blev flittigt prøvekørt hos de forskellige Toyota-forhandlere.

Bedst resultat på Sjælland
Toyota-forhandlerne Niels Ebdrup i Holbæk og Arne Stubbe A/S i Måløv tegnede sig begge for det højeste gennemsnit for kørsel på ren el i de testede hybridbiler med et gennemsnit på 65 procent. For hver ti minutters prøvekørsel foregik de seks-et-halvt minut på ren el.

Der er forskel på resultatet af prøvekørslerne alt efter, om man befinder sig øst eller vest for Storebælt. Prøvekørslerne øst for Storebælt foregik således i højere grad på ren el end vest for.

51 pct. i snit
Faktisk foregik over halvdelen af tiden (51 procent) bag rattet på en hybridbil øst for Storebælt uden brug af benzinmotor, mens 42 procent af tiden under prøvekørslerne vest for Storebælt blev kørt på ren el. Det betyder, at for hver ti minutters kørsel blev over fire minutter tilbagelagt som kørsel på ren el.

Hybridmodellen med den største andel af kørsel på ren el var den nye Prius, hvilket bl.a. hænger sammen med, at den som eneste hybridbil er udstyret med den helt nye fjerde generation hybridteknologi, der i endnu højere grad gør det muligt at køre på ren el. Hele 55 procent af tiden bag rattet i den nye Prius foregik med slukket benzinmotor.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk