Den nye elektriske firehjulstrækker Toyota Hilux havde dansk premiere på Elbilmessen i Herning – og den lanceres nu herhjemme i udstyrs-varianterne Active og Legend.

Som varebil koster den 424.900 kroner plus moms og med bagsæder på hvide plader 581.090 kroner, da der ikke er så meget afgift på personbiler.

Fin i terrænet

Hilux Electric har VOTY.dk prøvet i felten ved en test i meget vanskeligt terræn i Bulgarien tidligere i år – og faktisk er terrænegenskaberne lige så gode som i dieseludgaven.

Kun kan man ikke opnå samme trailervægt med el-udgaven. Den er på 1.600 kg mod 3.500 kg i dieseludgaven.

Diesel kommer senere

Det er niende generation af Hilux, som kommer nu – og el-udgaven kommer først. Senere næste år kommer en dieseludgave med 2.8-liters motor med 48V mild-hybrid teknologi.

Eludgaven er udviklet til virksomheder, flådeejere og myndigheder med behov for en robust og firehjulstrukket arbejdshest uden udledning af CO2 under kørslen.

En legende

Hilux er nærmest en legende indenfor off road kørsel – og den er kendt for sin uovertrufne styrke og robusthed.

Batteriet er placeret inden for bilens forstærkede ramme, vadedybden er fortsat 70 cm, og det avancerede Multi-Terrain Select-system hjælper føreren på krævende underlag.

59,2 kWh batteri

Den elektriske drivlinje består af et litium-ion-batteri med en begrænset kapacitet på 59,2 kWh og e-aksler for og bag. Derfor er der kun en rækkevidde på 257 kilometer.

DC-opladning fra 10 til 80 procent sker på ca. 30 minutter. Der er permanent firehjulstræk med et drejningsmoment på 205 Nm på forreste aksel og 269 Nm på bageste aksel. Lasteevnen lyder på 715 kg,

Der har samlet været produceret 27 mio. Hilux køretøjer siden første udgave kom frem i 1968.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk