Flere og flere lastbiler, der kører ind over den danske grænse, har østeuropæiske nummerplader. De østeuropæiske lastbiler stod samlet for 28 procent af trafikken i tredje kvartal.

Biler fra Polen ligger Litauen ligger i toppen, men også fra Sydøsteuropa ses flere og flere lastbiler. Det viser den seneste grænsetælling fra ITD, som netop er opgjort for årets tredje kvartal.

Der er fortsat flest tyske lastbiler i grænsetrafikken. De tyske lastbilers andel fortsatte dog sin faldende tendens i tredje kvartal. 33 procent af lastbilerne, der kørte ind i Danmark, var tyske, mens andelen for fem år siden lå på over 45 procent.

Lidt flere danske lastbiler
De danske lastbilers andel tog et lille spring frem til 24 procent. Denne andel har været ret konstant med en svagt stigende tendens siden finanskrisens start i 2008.

Tællingen viser sammenlagt et hop tilbage i forhold til det forrige rekord-kvartal, men et hop frem i forhold til tilsvarende kvartal sidste år.

Tilbage i årets andet kvartal satte lastbiltrafikken ind i Danmark rekord med 5.189 daglige passager af lastbiler, mens det nye tal for årets tredje kvartal er 4.937 passager. Det er en tilbagegang på knapt fem procent i forhold til rekord-kvartalet, men en fremgang på tre procent i forhold til samme kvartal året før.

Problemer med tysk motorvejsbro
Den nedadgående tendens skal ses på baggrund af aktuelle problemer med trafikken gennem Nordtyskland. Problemerne skyldes, at motorvejsbroen over Kielerkanalen har været lukket for lastbiler siden 26. juli på grund af reparation.

– Lukningen har medført, at mange af de helt tunge sværgods-transporter er blevet omdirigeret fra vej til skib, mens den almindelige lastbiltrafik har måttet døje med omkørsler og forsinkelser. Den samlede grænsetrafik ville nok have været en smule højere med en normal trafiksituation i Nordtyskland, vurderer ITD’s erhvervspolitiske chef Poul Bruun.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk