”Vi kan ikke undvære lastbilen”.

Så kategorisk siger adm. direktør Henrik Dam Larsen fra DB Schenker det, når han taler om logistikløsninger i fremtiden – men han understreger også, at godstoget vil få en renæssance.

”Europas vejnet er nærmest overbelastet, så det er naturligt at vælge godstoget. Og søtransporten bliver efter årsskiftet ramt af højere tariffer som en naturlig konsekvens af, at skibe skal udlede mindre svovl. Det betyder, at de skal bygges om med såkaldte scrubbere, der skal rense svovlet – eller der skal investeres i skibe, der sejler på LNG – flydende naturgas,” siger Henrik Dam Larsen.

Stor prisforhøjelse
For erhvervslivet er det økonomiske aspekt det centrale, og ifølge Michael Svane, branchedirektør i DI Transport, kan de nye regler for skibene betyde en prisforhøjelse på fragter på 20-30 pct.

”Men det handler ikke om at slås, men om at få et langt bedre samspil mellem transportformerne så vi derigennem kan at løfte mobiliteten i hele Europa. For der kommer endnu mere behov for transport i fremtiden, viser alle prognoser. Men der er mange problemer for bl.a. godstransport på skinner – bl.a. når godstog altid skal vente på persontog,” siger Michael Svane.

Derfor mener han, at tiden er inde til at  alle – politikere, myndigheder og transportkøbere og – udbydere, skal se på, hvor man kan fremme banegodset.

Just-in-time er mange ting
”Alle taler om ”just-in-time” – men mange varer kommer netop just-in-time, selv om en transport tager en uge eller to,” siger Michael Svane. Det afgørende er, at varen når frem til det aftalte tidspunkt – om det så er om 12 timer eller en uge.

Han mener, at det er vigtigt, at fokus på samarbejdet mellem transportformerne også er en del af tankevirksomheden i transportleddet, hvad enten man er speditør eller transportør.

”Der er også taget initiativ til en bane-godstransport forening – hvor alle involverede parter er velkomne. Vi støtter op om ideen – for der er ingen, der har råd til, at varerne hænger i trafikkøer. Varerne skal leveres til den aftalte pris og aftalte tid. Det kræver et større samarbejde. Vi skal i transporterhvervet anerkendes for vores evne og vilje til at skabe og tilbyde netop de løsninger, som markedet og kunderne efterspørger.”

Logistik og Rail
DB Schenker i Danmark er delt op i en logistikdel og en rail-sektion (DB Schenker  Rail Scandinavia) – og de senere år er der kommer et tæt samarbejde mellem  de to sektioner, hvor der nærmest var vandtætte skodder før.

Hos Schenker er man jo kundens forlængede arm – og arrangerer den transport, der er den optimale til opgaven, men man ser jo gerne, det er DB Schenkers tog – men det kan også være andre transportører.

”Vi har jo danske kunder, der har flyttet dele af en produktion til udlandet – og hvor vi så følger med, for vi har jo afdelinger i alle lande,” siger Henrik Dam Larsen.

Han har faktisk netop ansat to nye medarbejdere, der alene tager sig af gods på bane.

Fra lastbiler til togwaggoner
”Vi har mange kunder, som bruger forskelige transportløsninger til forskellige opgaver. Således har vi en kunde, der er vant til at bruge 3.000 lastbiler til at køre gods til Danmark. Han kan med fordel skifte til toget, for samme gods kan være på 2.000 bane-waggoner – og en togstamme består af 30-50 waggoner,” siger Henrik Dam Larsen.

Godstoget er i dag ikke mindre fleksibelt til godstransport end lastbilen, når vi taler længere strækninger såvel herhjemme som i udlandet.

Det mener Gottfried Eymer, CEO og adm. direktør for DB Schenker  Rail Scandinavia.

Sørger for øllet
”Vi kører bl.a. øl for Carlsberg fra Fredericia til Taastrup – fra terminal til terminal. Det fungerer fremragende. Det er bl.a. veksellad, som vel fremme lastes over på lastbiler, som kører ud til kunderne. Men vi mener godt, vi kan køre endnu mere gods på skinner herhjemme – eksempelvis fra Aarhus til Købenavn,” siger Gottfried Eymer.

Han mener, at man skal se godstransport og logistik på en holistisk måde – at se oppefra og finde den økonomisk bedste transportløsning. Nordjylland er blevet mere interessant efter at jernbanen til Hirtshals er blevet opdateret.

”Vi har bl.a. bilfabrikken Volvo som kunde – og de har længe sejlet gods/reservedele mellem Sverige og deres fabrik i Belgien. Men fordi skibene skal bygges om for at klare de nye miljøbestemmelser fra næste år, er denne transportform blevet en del dyrere – så nu kører de langt mere på skinner,” siger Gottfried Eymer.

Femern ødelægger vækst
Han mener ikke, at den kommende Femern forbindelse er optimal for alle forsendelser – for det ødelægger en del af den vækst, der har været omkring jernbane-knudepunkter – bl.a. i trekantsområdet og i Esbjerg.

”Derfor vil jeg tale for godstransport på skinner også over kortere afstande. Vi har minimum plads til en 10 pct. forøgelse – og ikke nødvendigvis kun de typiske produkter som træ, papir og metal,” siger Gottfried Eymer.

Et problem med jernbanegods er, at et stort antal af de lokalbaner, som Danmark bestod af, er væk. Her er lastbilen eneste mulighed for lokalsamfundene for at få varer frem. Der er også færre firmaspor end tidligere. Samtidig bliver der færre men større godsterminaler, som kræver omlastning af gods til lastbiler.

Selv Københavns Havn har mistet sine jernbanespor. Omvendt er der kommet bedre forhold i Nordjylland.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk