Bedre økonomi i Europa har fået logistikvirksomheden Dantra i Hjøllund ved Silkeborg til at investere i 19 nye trailere.
Europæisk økonomi er i fremgang, hvilket smitter af på transportbranchen. Dantra A/S i Hjøllund ved Silkeborg.
Virksomheden, der er specialiseret i transport af flydende tekniske og kemiske produkter, har investeret i 19 nye tanke.
130 enheder i virksomheden
Med indkøbet af de 19 nye tanke og dertil hørende nye trækkere, vokser vognparken til 130 enheder. Fire af de 19 nye enheder er specialopbyggede vogntog til Sverige, der tillader større og tungere vogntog end i resten af EU.
Den øgede aktivitet betyder, at det midtjyske virksomhed nu har 200 medarbejdere i Danmark, Sverige og resten af Europa. Men der er plads til flere, især dygtige tankvognschauffører.
”Vi er så heldige, at vi er i stand til at tilføre vores vognpark specialfremstillede tankvogne, og det giver et stigende antal kunder, der efterspørger specialløsninger,” siger administrerende direktør Kenneth Jensen.
Vækst de seneste to år
Særligt i de to seneste år har kundetilvæksten og væksten i antallet af transporter været meget mærkbar.
Dantra har specialiseret sig i transport af flydende råvarer og halvfabrikata til og fra tekniske og kemiske virksomheder i Europa og er blandt de toneangivende på netop det område.
60 procent af kunderne er skandinaviske, resten er fra det øvrige europæiske kontinent. Opgaverne kan for eksempel være at hente råvarer på havnen i Rotterdam, køre lasten til en fabrik i Sverige og derefter transportere de forarbejdede råvarer videre til en tredje part, der laver slutprodukter eller aftapper det forarbejdede produkt, inden det når detailhandlen.
Skandinavien er det største marked for Dantra og samtidig det marked med den største vækst.
Øger vækst på kvalitet
”Væksten skyldes den kvalitet, vi er kendt i branchen for. I Skandinavien er der høje krav til kvalitet, service og effektivitet, og det synes kunderne, vi er gode til at levere,” siger Kenneth Jensen.
Kvalitet er også noget, som Dantra kræver af sig selv som arbejdsplads. For der er rift om de gode medarbejdere.
”Vi har hele tiden fokus på at have en god og attraktiv virksomhed. Vi har udskiftet meget på lastvognssiden de sidste par år, så vi har en ret ny og chaufførtilpasset flåde af lastvogne med vægt på komfort og funktionalitet. Vores lastvogne er special opbygget men samtidig med stor fokus på chaufførens hverdag, derfor gør vi meget ud af at udvælge lastbiler med høj chaufførkomfort,”siger Kenneth Jensen.
Grundlagt i 1920
Dantra er med sine 130 vogntog blandt Nordeuropas førende udbydere af tanklogistik. Koncernen, der er grundlagt i 1920, består af transportvirksomhederne Dantra A/S (Danmark), Dantra AB (Sverige) og DT Transport Baltic UAB (Litauen). Dantra beskæftiger totalt cirka 200 medarbejdere og har hovedkontor i Hjøllund vest for Silkeborg.