”Thunder” er navnet på en ny udgave af Ford Ranger Wildtrack pick-up 4×4 med rå designelementer, der bringer tankerne hen på Fords hotte Ranger Raptor udgave.
Det bringer også tankerne hen på Fords ikoniske ”Thunderbird” sportsvogn, så torden betegnelser er Ford ikke helt uvant med.
Ranger Thunder, der lanceres herhjemme i august måned, produceres kun i 4.500 udgaver i Europa. Heraf kommer kun 40 eksemplarer til Danmark. Prisen bliver 328.050 kroner plus moms.
Pick-Up Award titlen 2020
Ranger er regerende indehaver af International Pick-Up Award titlen for 2020 – en pris, som bilen fik efter udmarvende tests af Raptor modellen i Marokko sidste år samt jury-test af både Raptor og Wildtrack udgaverne i et testområde ved Gävle nord for Stockholm – med udgangspunkt på Tierp motorsports-Arena.
Som jurymedlem gav jeg også Ford’s nye Ranger topkarakter – ikke mindst for en bedre brændstoføkonomi end forgængeren, der i topudgaven med 3,2 liter motor havde bedre trailer-egenskaber ved fuld last end den nye udgave.
Men det er ikke mindst i Danmark, at pick-up udgaver anvendes af erhvervslivet – og ikke til sjov og ballade som bl.a. i Sydeuropa.
Til kunder, der vil skille sig ud
Specialmodellen Ranger Thunder skiller sig til gengæld ud på designet både ind- og udvendigt.
“Den nye Ranger Thunder har et mere opsigtsvækkende look til kunder, der gerne vil skille sig markant ud. Den her specialmodel er lige så rå og karismatisk, som den er komfortabel og alsidig,” siger Hans Schep, Ford Europas General Manager for varebiler.
Kun én udgave
Ranger Thunder fås i én udstyrsvariant, der er spækket med udstyr, som fremhæver specialmodellens rå look.
Ranger Thunder kommer udelukkende i den mørkegrå metallak Sea Grey. Den har 18” sorte alufælge, sorte håndtag, sort kofanger, sorte bundplader og sorte lygtekranse.
Dertil ændret frontgrill i sort med røde designelementer, røde stafferinger på ladets sportsbøjle, Thunder-logoer i rød skrift og røde syninger i rat, dørsider og instrumentering.
Dansk lad-rullegardin
De røde detaljer komplementeres af mørke elementer både ind- og udvendigt. Disse tæller sorte trinbrædder og tagrælinger, sort ladrulledækken fra danske Mountain Top samt sorte dellædersæder med røde syninger og Thunder-logo.
LED-forlygter og baglygter med mørke kanter er ligeledes standard. Derudover har Ranger Thunder også flytbar lad-opdeler som noget helt nyt.
Interiøret er præget af de sorte læderbetrukne sæder. Dertil ”Thunder” markeringer på sædfer, rat og instrumentbræt – samt røde elementer i dørkarmene.
3,5 tons på krogen
Ranger Thunder har samme drivlinje fra den, man kender i Wildtrack-udgaven, nemlig en 2,0-liters biturbo-EcoBlue-dieselmotor med dobbelt turbolader, der yder 213 hk og har et 500 Nm drejningsmoment mellem 1.750- og 2.000 omdrejninger. Dertil 10-trins automatgear kendt fra Mustang og Ford F 150 pick up i USA.
Ranger Thunder klarer 10 km/t og udleder 239 gram CO2 pr. kilometer ved blandet kørsel (WLTP).
Den kan trække helt op til 3.500 kg på krogen og har en nyttelast på op til 1.252 kg – ligesom den almindelige Ranger.
Sikkerhed som en personbil
Dertil har den samme førerassistent-teknologier, som var en stor del af fortjenesten ved Rangers pick-up prisen – og som stort set svarer til dem i Fords personbilsprogram – det vil sige bl.a. nødbremsesystem og adaptiv fartpilot..
2019 var Ford Rangers bedst sælgende år nogensinde i Europa med 52.500 enheder solgt i alt.
–
Faktaboks Ford Ranger Thunder:
Motor: 4 cyl. dobbelt turbo. 16V.
Miljø: Euro 6. SCR og EGR. AdBlue.
Slagvolumen: 1.996 ccm.
Ydelse: 213 hk v. 3.750 omdr.
Moment: 500 Nm v. 1.750-2.000 omdr.
Topfart: 170 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 10,5 sek.
Forbrug: ca. 10 km/l.
CO2 udslip: 239 g/km.
Bremser: esc stabilitetssystem.
Gear: 10 trins automatic.
Træk: 4×4.
Trailervægt: 3.500 kg.
Pris: 328.050 kr. plus moms.