Ford havde Danmarks-premiere i dag på den nye eTransit City.
Det skete på Fleet Network Expo messen i Lokomotivhallen i København.
Den nye varebil, som bygges af Fords samarbejdspartner i Kina, kan sælges for 210.000 kroner plus moms – det er i runde tal 100.000 kroner mindre end basisudgaven af Ford eTransit Custom.
Op til 254 km. rækkevidde
Bilen er klar til levering sidst på året i både kassevogn- og chassis-udgave. Kassevognen kommer i en L1H1- og en L2H2 udgave – og alle udgaver har en ydelse på 150 hk og et batteri på 56 kWh.
Ladeeffekten er 87 kW ved hurtigopladning (DC) og 11 kW ved normal opladning i firmaet.
Ladetiden er henholdsvis 33 minutter og 4,5 timer. Rækkevidden for de to kassevogne er henholdsvis 254- og 224 km.
By-logistik
”Vi lancerer Ford eTransit City som typisk by-logistik – også kendt som Last Mile distribution,” siger Fleet Manager for Ford hos NCG Fleet, Niels Holst Christensen.
Bilen har været solgt gennem Ford-forhandlere i Kina i et par år, så bilen er gennemprøvet.
Den bliver den billigste fabriksbyggede varebil i Fords program.
Alternativ til brugt
”Der er måske ikke tale om den typiske Ford-kunde, som vi kender i dag – men den vil være et godt alternativ til en brugt el-varebil,” fortæller Niels Holst Christensen.
Ford yder fem års garanti – de to første som fabriksgaranti og de sidste tre år som såkaldt Ford Protect garanti.

