Transport 2021 i Herning var ramme om den første officielle præsentation af Årets Varebil i Danmark 2022 – Renault Kangoo.

På grund af Corona-krisen blev kåringen i 2021 aflyst.

I Herning blev den lille, praktiske franskmand præsenteret i en særlig varebilshal, hvor de øvrige haller især var helliget den helt tunge transport.

Alle nominerede

Kangoo-vinderbilen fra kåringen på Sjællandsringen sidste mandag var opstillet sammen med de øvrige, nominerede varebiler til titlen.

Det vil sige vicemestrene, de fire, identiske elektriske varebiler – Peugeot e-Expert, Citroën ë-Jumpy, Opel Vivaro-e og Toyota Proace Electric (på messen repræsenteret af ë-Jumpy)– samt VW Caddy, der fik tredjepladsen, Toyota Hilux pick up, der blev nummer fire og Aiways U5 Van på femtepladsen.

Oprindeligt skulle kåringen være sket på Transport 2021, men det blev ændret kort før kåringen på Sjællandsringen, da medlemmerne af bestyrelsen i Danske Motorjournalister var forhindret i at møde op i Herning.

Uden B-stolpe

Tilbage til vinderen – Renault Kangoo. Den vandt primært, fordi den franske fabrik for første gang har kunnet præsentere en varebil uden B-stolpe.

Det giver en ganske stor åbning i bilens højre side – som bliver enorm, når passagersædet vippes ned i gulvet og gitteret drejes om hjørnet.

Dertil kommer, at man i samarbejde med det tyske indretningsfirma Sortimo har udviklet en reol, der kan dreje rundt, så en håndværker kan stå på vejen og hente de nødvendige reservedele uden at kravle ind i bilen.

Vinder på vej med el og brint

Der var meget opstandelse over, at en bil med forbrændingsmotor havde vundet over de elektriske konkurrenter på andenpladsen – men elbiler er ved at være hverdagskost.

Det viste kåringen, der ud over vicemestrene på andenpladsen også talte den ombyggede kinesiske Aiways U5 SUV Van (med 1.500 kg. trailervægt), en ombygget Ford Mustang Mach-E og de nye, store el-varebiler Peugeot E-Boxer (med tyrkisk el-motor) og Maxus e-Deliver 9 – en el-varebil, der er udviklet som el-varebil fra bunden.

Tredjepladsens VW Caddy kommer desuden også i en plug-in hybrid udgave på et tidspunkt. Og så skal vi ikke glemme, at vinderen, Kangoo, er på trapperne både i en eludgave (E-Tech Z.E.) og en brintudgave.

Point-fordelingen

I øvrigt fik Kangoo 62 point fra de otte dommere fra foreningen Danske Motorjournalister – hvor de elektriske firlinger opnåede 57 point, VW Caddy 33 point, Toyota Hilux fik 26 point – og Aiways U5 Van 22 point.

VOTY.dk havde de samme biler på vores liste – med ni point til Kangoo, syv til de elektriske firlinger, fem til VW Caddy, tre til Toyota Hilux og ét point til Aiways.

Derfor

Vi ville også fremhæve Renaults ny-opfindelse af varerummet, som i regel er meget traditionsbundet og sjældent ændrer sig meget.

De elektriske firlinger ligger højt på listen især for deres store rækkevidde, Caddy for et meget stort kvalitetsspring i forhold til forgængeren, Hilux for sin momentstærke drivline og Aiways for sin store trailervægt på en elbil.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk