(MEDELLIN)

VOTY.dk var med, da den nye Renault Alaskan havde verdenspremiere i byen Medellin i Sydamerika forleden.

Designet ligger uhyggeligt tæt på designet af den prototype, som blev vist i september 2015 i Paris.

Pick-up markedet i verden er i stærk stigning. I 2015 var 38 pct. af alle solgte varebiler pick-up modeller, og disse bilmodeller stod også for 15 pct. af salget af erhvervskøretøjer generelt – og indtil for få år siden var Renault slet ikke repræsenteret på dette marked.

Tre pick-up typer
Totalt set består pick-up markedet af tre pct. halv-tons udgaver, 17 pct. ét-tons udgaver og 18 pct. Full-Size udgaver, som især sælges i USA.

Derfor gik man i gang først med at ombygge Dacia Duster (som kaldes Renault i de fleste lande udenfor Europa) til en halv tons pick-up model. Den hedder Duster Oroch og bygges i Curotiba i Brasilen. Bilen har siden salgsstart i november 2015 fået stor succes i Sydamerika.

Den nye Alaskan bliver en slags overbygning til Oroch, som dermed baner vejen for Alaskan. Alaskan bygges i første omgang på Nissans fabrik i Mexico – hvor man også bygger Navara NP 300, som Alaskan er baseret på.

Teknik som Nissan Navara
Teknisk er de to biler nemlig helt identiske – bl.a. med Renault-Nissan alliancens 2,3 liter dobbelt-turbo dieselmotor på160-190 hk. Men Alaskan har sit eget front-design, ændrede baglygter og let ændret kabine.

Fra Navara kendes bl.a. uafhængig affjedring for og bag, differentialespær og around-view monitor (Bird View). Inden alliance-samarbejdet med Nissan blev en realitet, byggede Renault ikke en eneste pick-up – så man har lært meget af japanerne, også når det gælder 4×4-teknik.

Præsentationen af den nye Alaskan foregik på ranchen Fizebad udenfor Medillin, hvor chefen for Renaults varebilsprogram i verden, Ashwani Gupta, holdt den nye Alaskan over dåben – med deltagelse af lokale politikere og erhvervsfolk – samt flere hundrede pressefolk – langt de fleste fra Sydamerika.

500 designere
Renault-designchef Laurens van den Acker har stået for det nye design, som er præget af Renaults DNA. Renault har en designafdeling på 500 medarbejdere – fordelt på flere centre i verden. Der er så intern konkurrence om at vinde designchefen og ledelsens gunst.

Alaskan vil senere blive bygget i Cordoba i Argentina samt på Nissans fabrik i Barcelona, som også bygger Navara – Barcelona fabrikken skal bl.a. bygge de biler, som skal sælges i Europa.

De tre produktionssteder skal sikre Renault førstepladsen i salget af 1-tons pick-up biler den nye Alaskan over de nærmeste år. Bilen bliver den første globale pick-up i verden ifølge Renault.

50 pct. arbejdsheste
Renault forventer at halvdelen af alle Alaskan bliver ”arbejdsheste” – mens den anden halvdel bliver biler til privat fritids-brug – kaldet CDV (Car Drive Van). Med danske 105/150 procent bilafgifter og fra-priser omkring en halv million kroner på hvide nummerplader vil bilen stort set kun blive solgt til erhvervslivet.

Mange steder bruges dobbelt-kabine udgaver af pick-up’s både som job- og familiebiler – til jobbet om dagen og familien om aftenen.

Det er markeder i Sydamerika, Afrika, Mellemøsten og Asien, der er de vigtigste pick-up områder – derfor har Renault valgt at begynde salget af Alaskan i Sydamerika – og derefter i de andre, primære områder. Derfor kommer Europa først med sent – og Gupta turde ikke engang love, hvornår Europa kommer med på listen – men der kan godt gå et par år.

Mercedes pick-up senere
Et par år senere vil den næste pick-up – bygget på Navara – være klar. Det er Mercedes-Benz, der følger op. Og ifølge Gupta har Mercedes-Benz så nogle ønsker om at brande deres pick-up anderledes – men alt kan normalt lade sig gøre for samarbejdspartnere, bare de betaler, fortæller Gupta. Men er der for mange ønsker om ændringer, bliver bilen selvfølgelig meget dyrere.

I forvejen samarbejder Renault også med GM og Nissan i den store klasse: Renault Master bygges også som Opel Movano og Nissan NV 400 – og i mellemklassen med GM, Fiat og Nissan: Renault Trafic bygges også som Opel Vivaro – og snart også som Fiat Talento og Nissan NV 300. Endelig bygger Renault Mercedes-Benz Citan på basis af Kangoo.

Alle de nævnte såkaldt re-badgede biler udvikles af Renault – og bygges af Renault-Nissan alliancen på deres fabrikker. GM bygger dog de fleste Vivaro på deres egen fabrik i Luton i England primært på basis af Renaults udvikling – med kun få forskelle fra den fransk producerede Trafic.

 

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk