For anden gang i træk blev det i dag en sjællandsk transportvirksomhed, der blev kåret til Årets Transportvirksomhed.

Det skete på DTL’s, Dansk Transport og Logistiks generalforsamling i Nyborg, hvor HLS Tragt fra Slagelse vandt finaleopgøret. De to andre hold i finalen fra firmaet Bette Gris fra Thy og P. Fournaise fra Fredericia.

Sidste år gik sejren til SCT Transport i Gilleleje. Titlen har alle år stort set gået til Jylland – med en enkelt afstikker til Fyn.

Live-afstemning
Så det var en tydeligt stolt vognmand Jens-Ole Larsen, der modtog statuette og lykønskninger fra DTL’s formand Jørgen Egeskov – som vinder Årets Transportvirksomhed 2013.

Finalen foregik på DTL’s generalforsamling, hvor fremmødte DTL-medlemmer ved en live afstemning udpegede vinderen. Journalist og studievært Line Baun Danielsen guidede forsamlingen festligt gennem virksomhedspræsentationerne og den elektroniske afstemning.

Forud for finalen er gået en lang udvælgelsesproces. Bl.a. kunne branchen som noget nyt i år stemme på deres favorit i konkurrencen under messen Transport 2013 i Herning.

HLS god til socialt arbejde
HLS Fragt A/S er kendt for sit sociale arbejde med at hjælpe svage arbejdstagere ind på jobmarkedet. Cirka seks arbejdspladser står løbende til rådighed for lidt mere skæve eksistenser, som områdets jobcentre kan henvise til.

Arbejdspladserne fordeler sig i reglen på to chaufførjob, to terminaljob, en på værksted og en all round stilling.

Jens-Ole Larsen har efterhånden praktiseret et socialt ansvar over for det omkringliggende samfund i 30 år, og hans far gjorde det samme.

Del af Danske Fragtmænd
HLS Fragt er en del af Danske Fragtmænd og er arbejdsplads for ca. 75 medarbejdere. Virksomheden råder over 50 lastbiler samt 45 trailere og har terminaler i Slagelse, Kalundborg og Holbæk. Virksomheden har desuden eget værksted.

Årets Transportvirksomhed er i år foregået i samarbejde med Codan, Scania, Bridgestone, VBG og Dansk Autohjælp samt Danmarks Transport-Tidende som mediepartner.

I 2013 er det 10. gang, konkurrencen afvikles i DTL-regi.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk