Ford introducerer nu den hidtil kraftigste udgave af Ford Transit med en totalvægt på fem tons i udgaver som kassevogn eller chassis.
Nyttelasten opgives til henholdsvis 2.383- og 2.558 kg. Chassis-variantens lasteevne er på op til 2.886 kg, mens lasteevnen med fabriksmonteret lad er op til 2.558 kg. Der er ingen oplysninger om trailervægte.
De 300 ekstra kg i forhold til den nuværende Transit på 4,7 ton introduceres især til kunder, der f.eks. ønsker udgaver med tiplad eller som autotransporter, ambulancer, politibiler og minibusser med 19 sæder.
Meget lille segment
Det er dog et meget lille segment i Danmark, når vi taler varebiler over 3,5 tons.
For Ford drejer det sig om højst 45-50 biler på årsbasis, hvis man ser på den nuværende 4,5 tons udgave. Salget af 3,5 tons udgaven af Ford Transit 2 tons med samme design ligger til sammenligning på ca. 1.400 enheder på årsbasis.
Over 3,5 tons totalvægt kræves stort kørekort, og i dette segment er salget ikke så stort. Fartskriver er standardudstyr.
Lytter til kunderne
“Nyttelast er en afgørende faktor, når det kommer til varebilens anvendelighed. Vores samarbejdspartnere hos opbyggere samt deres kunder har efterspurgt ekstra kapacitet til de helt tunge arbejdsopgaver. Så vi har lyttet til dem,” siger Hans Schep, direktør for varebiler hos Ford Europa.
Men konkurrenceforholdene spiller nok også ind. Flere konkurrenter har netop lanceret 5-tons udgaver.
Den nye Transit med fem-tons totalvægt fås i flere chassisudgaver, der omfatter tre akselafstande og fire rammelængder i både single og double cab-varianter med op til syv passagerer.
Flere muligheder
Den højere totalvægt gør single cab-varianten velegnet som udrykningskøretøj, mens hele chassis-sortimentet også giver mulighed for minibusser og handicapbiler gennem den øgede nyttelast og opgraderede akselvægt.
Basisudgaver leveres stadig med 6-trins manuel gearkasse, men der er mulighed for 10-trins automatgear.
Derudover tilbydes den nye Transit også som såkaldt Jumbo Van med Fords høje tag (L4). Her er nyttelasten op til 2.383 kg med 15,1 kubikmeter varerum.
Forstærkede karosseri-sider
Karosserisiderne er her forstærket med øget holdbarhed til de helt tunge læs, mens det lave varerumsgulv, den integrerede bagkofanger og lastelængden på 4.217 mm er bibeholdt.
Samtlige varianter af Fords nye Transit på fem ton er udstyret med baghjulstræk og Heavy Duty Truck-drivlinje (HDT) med tvillingmontering for at give optimal trækkraft, holdbarhed, ydeevne og brændstofeffektivitet ved fuld belastning.
Dertil kommer Transit for første gang i Europa med en opgraderet bagaksel på 3.500 kg, der kendes fra Transit-modeller i USA.
Ekstra 225 kg. lasteevne
Når den er udstyret med 10-trins automatgear, har den også ny foraksel på 2.100 kg, der giver yderligere 225 kg lasteevne i forhold til standardversionen.
Motoren er genganger – en 2,0-liters EcoBlue-diesel med 170 hk, der har et drejningsmoment på 390 Nm.
Førerassistent-systemer
Den nye Transit kommer med uændret kabine som den nuværende 2-tons udgave – og mange af de nyeste førerassistancetek.Disse inkluderer både Fords avancerede SYNC 3-infotainment og elektrisk servostyring, der giver mulighed for førerassistanceteknologier som parkeringsassistent og linjevogter.
Derudover fås den nye Transit også med Fords nye Upfitter Interface Module, som gør det muligt at forbinde opbyggede enheder til varebilen for at optimere produktiviteten og sikkerheden. Modulet gør det således muligt at indstille et tiplad til kun at være anvendeligt, når bilens håndbremse er trukket.
Den nye Ford Transit med fem tons totalvægt forventes lanceret i Danmark i 2021, oplyser Ford i Danmark.
Danske priser og danske vægtangivelser offentliggøres tættere på lanceringen.