Scania Danmark satser på øget salg af hele deres nye elbilsprogram – men de rene el-lastbiler er først på vejene næste år.

På vej er bl.a. COOP, som har bestilt deres første rene el-lastbil hos Scania – med levering i marts næste år – og dermed formentlig Scanias første rene el-kunde, da produktionen først indledes i marts i Sverige.

Bilen skal opereres af vognmandsfirmaet JH Transport & Logistics A/S fra Brøndby, der blev kåret som Årets Transportvirksomhed 2019.

Merprisen for el: 1,7 mio. kroner

”En diesellastbil til distribution koster typisk 700.000 kroner – merprisen for en el-version med ni batterier og 250 km rækkevidde er 1,7 mio. kroner. Men hos Scania har vi beregnet, at transportudgiften på et glas marmelade transporteret med el-lastbil vil koste 20 øre – mens prisen er 10 øre med diesel – så det er ikke ret meget dyrere for forbrugeren,” siger salgsdirektør Anton Freiesleben, Scania Danmark.

Til sammenligning er merprisen for en hybridudgave med 7 kWh batterikapacitet 392.000 kroner, med 15 kWh kapacitet 400.000 kroner, for en PHEV 45 kWh udgave – med op til 130 kW elmotor og ni liters dieselmotor på 360 hk – 900.000 kroner, og for eludgaven i basisudgave med seks batterier er merprisen 1,2 mio. kroner.

El-renovationsbiler til København

Lastbilsbranchen håber på mere støtte fra politisk hold. Indtil nu er der ikke lovet billigere el – kun dyrere diesel, og det modtages ikke positivt i branchen – da de fleste transportopgaver udføres med dieseldrevne last- og varebiler.

I ordrebogen figurerer også to elektriske renovationsbiler til Københavns Kommune, som er klar til at gå i aktion ved årsskiftet 2021/2022. Scania vandt udbuddet sidste vinter – og chassis’et er klar august næste år og opbygningen leveres i december 2021.

Effektivitet nær 100 pct.

En el-Scania har 230 kW elmotorer med et moment på 2.200 Nm og en rækkevidde på op til 250 km med ni batterier. En mindre udgave fås med fem batterier – for begge modeller med 16,5 kWh pr. batterienhed.

Effektiviteten er 99,93 pct. – hvor en dieselbil kun når op på 42 pct. Altså har et energitab på ca. 60 pct. Opladning sker via CCS stik i højre side af lastbilens front.

El-lastbilerne har i første omgang betegnelsen 25P – for 250 kWh batterikapacitet, og når der engang kommer kraftigere batterier måske 75P for 750 kWh. Optimalt set er rækkevidde det samme som kWh tallet. Der forventes, at der i 2025 vil kunne opnås 500 kWh – altså mindst 500 km. rækkevidde.

Drejningsmoment fra 0 km/t

Ellastbiler er som elbiler generelt særdeles hurtige fra start – med et drejningsmoment, der er maksimalt fra 0 km/t.

Her kunne produktchef Ole Christian Jørgensen, Scania Danmark, ønske sig et økonomiprogram indbygget, så momentet kunne begrænset, så accelerationen svarede til en dieselmotors – for smidigere og mere økonomisk effekt.

Takket været en godskompensation på to tons for el-lastbiler, er lasteevnen næsten som i diesellastbil – en 3-akslet bil (f.eks. med drejbar tredje aksel). Batterierne sidder dels, hvor dieselmotoren normalt sidder plus i rammehøjde – uden at tage plads op i varekassen.

Ellastbil med buschassis

I dag bruges det almindelige lastbilchassis og førerhus til eludgaven – for selve presseværktøjerne er meget dyre. På lang sigt vil man udvikle selvstændige el-udgaver af lastbiler med eget design.

Vi har for år tilbage set en fremtids ellastbil bygget på et buschassis med enkel på- og aflæsning af gods.

Man kan også få ellastbil med el-kraftudtag (PTO) til kran, wirehejs mm.

Bestillinger fra november

Officielt er Scania klar til at tage bestillinger på de nye e-modeller fra november. Corona-krisen har forsinket en masse projekter – også for Scania, men nu ruller hjulene igen.

Opladningen af en ellastbil tager seks-otte timer, men lynopladning til 80 pct. kan ske på én time.

Det hele handler om varmestyringen – altså batteriet holdbarhed under opladning (BMS, Battery Management System). Det kan bl.a. aflæses af ladekurven. Det gælder alle el-køretøjer.

Levering af gods om natten

Scania har tre typer e-lastbiler i porteføljen – ud over el også plug in hybrid (PHEV) og mildhybrid (MEV).

Man har allerede leveret en række hybridlastbiler til Hørkram i Sorø og Schulstads i Hvidovre.

Levering om natten

Fordelen er bl.a., at man leverer produkter om natten eller tidlig morgen – fordi lastbilerne hverken støjer eller forurener.

”I dag kan disse biler køre 7,5 km på ren el, og det betyder f.eks. af Hørkram kan køre fra lageret i Sorø og til København på diesel, distribuere på el i København city, og så returnere til Sorø på diesel. Den kommende opdatering af hybridbiler fra Scania vil give 15 km rækkevidde på el,” siger Ole Christian Jørgensen.

60 km med plug-in hybrid

For mange virksomheder vil den optimale løsning måske være de kommende plug-in hybridbiler med tre batterier på 45 kWh og 1.700 Nm. Det giver 45-60 km kørsel på el alt efter kørestil. Her samles strøm også op fra opbremsning (rekupativt).

”Man skal tænke på, at en tidligere V8 diesel i tredje generation ydede 1.675 Nm. Det viser, hvor effektiv, at PHEV bilen er,” siger Ole Christian Jørgensen.

PHEV lastbilen kunne bl.a. være velegnet til betonkanoner og brandbiler – men også distribution i bynære områder.

Styr på opladning

For fremtiden handler det ikke mindst om at få styr på opladning – hvor mange ladestandere er der til rådighed for lastbilerne, og hvor meget el er der til rådighed.

Skal alle virksomheder i et industriområde have el-standere, så skal der være kraftige ladekabler til rådighed – målt i kvadrat – og det betyder masser af arbejde til elinstallatører.

Og placering af ladestandere, som kan udnyttes i forbindelse med f.eks. chaufførernes pauser og hviletider.

Diesel i mange år endnu

Eldrup kommissionen har netop barslet med rapporten om fremtidens transport – men mest om personbiler. En rapport nummer to skulle være med fokus på lade-infrastruktur.

”Det skal vel ikke kun være en snak om el-lastbiler, men om kombinationen med andre former for brændstof til transport. Her skal biogas, brint og måske Power-to-X også indgå. I hvert fald vil diesel være en væsentlig del af transporten i mange år frem – ikke mindst til transport over længere afstande,” siger Anton Freiesleben.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk