ITD, Brancheforeningen for den danske vejgodstransport, prøve at få lastbilchauffører til at leve sundere. Derfor har foreningen netop søsat et nyt initiativ kaldet ”Sund på farten” – det skal løfte transportsektorens sundhedsprofil.
Startskuddet klarede transportens minister Magnus Heunicke på Transport 2015. Han blev lokket til at tage et par gymnastiske øvelser på den Volvo FH, som Volvo som sponsor for projektet havde stillet op på ITD’s stand.
Det er også svært at sige nej, når det er motions- og ernæringsekspert Michelle Kristensen, der lokker – og ministeren var da også i god form. Det gælder bare ikke alle lastbilchauffører, der time efter time sidder bag rattet – og i pauserne måske lader sig lokke til andet end motion, men til usund fast-food i cafeterier langs vejene.
Forståelse for velvære
Kampagnen skal hjælpe lastbilchauffører til at forstå, hvor vigtig sund mad og motion er til daglig. Michelle Kristensen vil rådgive og vejlede chauffører i ”Sund på farten” til vægttab, større velvære og måder at blive en sundere og mere trafiksikker chauffør.
Initiativet er ITD’s bidrag til de nationale mål for danskernes sundhed, som regeringen introducerede sidste år. Mål som sigter mod at give danskernes flere gode leveår og mindske den stigende ulighed i sundhed.
ITD har organiseret nogle af de største transportvirksomheder i branchen og har knap 700 medlemsvirksomheder, der samlet beskæftiger ca. 17.000 medarbejdere.
Undgå at gå sukkerkold
Den rette mængde og sammensætning af protein, fedt, vitaminer og kulhydrat i det daglige måltid sikrer et stabilt blodsukker. Man undgår at gå sukkerkold og øger muligheden for at blive en mere trafiksikker chauffør. Ligeledes medvirker små daglige motionsøvelser til øget velvære, sundhed og mere trafiksikker adfærd.
Michelle Kristensen anviser i ”Sund på farten” både små nemme opskrifter og motionsøvelser tilpasset lastbilchaufførers dagligdag.
Vigtig med sundhedsprofil
”Det er vigtigt med en klar og tydelig sundhedsprofil i den enkelte transportvirksomhed. En chauffør, der spiser ernæringsmæssigt rigtigt og holder sig i form, er også en mere trafiksikker chauffør. Og en trafiksikker chauffør styrker indtjeningen, øger driftsikkerheden og har de bedste betingelser for at udføre transporter til tiden”, siger Jacob Chr. Nielsen, adm. direktør i ITD.
Sund på farten rulles ud senere på året, og alle chauffører kan melde sig til kampagnen, som også rummer en landsdækkende konkurrence med store præmier til de chauffører der kan tabe flest kg og få regelmæssig motion på jobbet. Man kan følge med på www.sundpaafarten.dk.