Dacia Dokker slår alle salgsrekorder i årets første kvartal. Bilen er den eneste ægte varebil fra Dacia, men de fleste personbilsmodeller kan blive bygget om til gulpladebiler.

På varevognssiden var væksten i perioden faktisk på 285 procent i første kvartal i år. I alt er der solgt 262 Dacia varevogne i år mod 68 sidste år.

Generelt har danskerne taget Dacia til sig. I årets første tre måneder er Renaults billigmærke Dacia samlet vokset med over 48 procent. Det gør Dacia til det mærke, der vokser mest i Danmark.

1.267 Dacia i første kvartal
I første kvartal blev der solgt 1.267 Dacia mod 833 i samme periode sidste år.

Når det gælder personbiler er væksten 31 procent. I alt er der her solgt 1.005 biler i årets første måneder mod 765 i samme periode sidste år.

”Dacia er en succeshistorie. Efter en forsigtig start er vi nærmest flyvende, og Dacia har slået an som en ærlig bil, der leverer meget for få penge”, siger Dacia ansvarlig hos Renault Danmark Thomas Kohl.

Renault motor og lang garanti
Det er kombinationen af tre års garanti og teknologi hentet hos Renault, som bilkøberne falder for.

”Dacia kunden er generelt meget tilfreds med sin Dacia. Og de er meget loyale over for mærket. Det kan blandt andet ses, når vi holder vores årlige unikke Dacia Picnic i maj måned. I år har vi plads til 3.300 gæster, og jeg garanterer dig, at der er udsolgt på en uge,” siger Thomas Kohl.

Bestselleren er totalt set Duster, efterfulgt af Logan MCV og Sandero, der næsten ligger side om side salgsmæssigt.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk