DAFs New Generation XF, XG og XG+ er blevet kåret til International Truck of the Year 2022.

Det prestigefulde trofæ blev onsdag aften overrakt af juryformand Gian Enrico Griffini til Harry Wolters, præsident for DAF Trucks, ved et stort gallashow på den internationale transportmesse Solutrans i Lyon, Frankrig.

Med 150 point vandt den nye hollandske generation af langturslastbiler afstemningen foran konkurrenter som Ivecos nyligt lancerede anlægsbil T-Way, samt Mercedes-Benz’ batterielektriske eActros (anden generation).

Uddeles hvert år

Prisen som International Truck of the Year (IToY) uddeles hvert år af den internationale jury af samme navn, bestående af 24 lastbiljournalister, som repræsenterer førende fagmedier i 24 europæiske lande. Kriterierne for kåringen omfatter bl.a. teknologisk innovation, komfort, sikkerhed, køreegenskaber, brændstoføkonomi, klimaaftryk og TCO.

Ved at drage fordel af EU’s nye regler om længder på vogntog har DAF skabt en lastbilserie, som markant forbedrer aerodynamikken, brændstofeffektivitet, aktiv og passiv sikkerhed, samt chaufførkomforten.

Flere tests

IToY-jurymedlemmerne har i nylige testkørsler i både Spanien og det centrale Europa bl.a. fremhævet det forbedrede udsyn med en stor, buet frontrude, sideruderne med lav underkant, det ekstra vindue i passagersiden, samt det nye digitale system til erstatning for traditionelle sidespejle, samt det nye fronthjørne-kamera.

Den højeffektive drivline fik også roser med på vejen for sine yderligere forfinede Paccar MX-11- og MX-13-motorer, som kombineres med TraXon-automatgearkassen, forudseende fartpilot og udvidet eco-roll-funktionalitet.

– Med introduktionen af New Generation har DAF leveret en højteknologisk, tung lastbilserie, som sætter en ny standard i lastbilindustrien. Ydermere er den fremtidsorienteret, da den samtidig udgør en helt ny platform for nye lastbilgenerationer med alternative drivliner, udtaler juryens formand, Gianenrico Griffini.

Danmark er repræsenteret i IToY-juryen ved Lastbil Magasinets redaktør, Rasmus Haargaard, som i efteråret 2021 har haft lejlighed til at testkøre New Generation DAF i Spanien, Holland og Belgien.

“Med sin yderst veltimede introduktion af en ny lastbilgeneration sprænger DAF rammerne for, hvilken kabinekomfort det er muligt at tilbyde chaufføren, uden at gå på kompromis med vogntogets effektivitet og lasteevne. DAF har derfor ikke kun skabt tre nye serier, men et helt nyt modelsegment. I en tid, hvor branchens udfordringer ikke kun handler om at udvikle de rette lastbiler, men også om at få nogen til at køre dem, sender DAFs nye lastbilgeneration et stærkt signal,” siger Rasmus Haargaard.

Om International Truck of the Year

Kåringen af International Truck of the Year (IToY) blev indstiftet i 1977 af den britiske journalist og redaktør på magasinet Truck, Pat Kennett. I dag udgøres jurymedlemmerne af 24 lastbiljournalister fra fagmedier over hele Europa.
I de seneste år har IToY-gruppen udvidet med associerede medlemmer fra de voksende lastbilmarkeder i Kina, Indien, Sydafrika, Australien, Brasilien, Japan, Iran og New Zealand. IToY bistår desuden med lignende prisuddelinger i Kina og Sydamerika.
IToY samarbejder om de årlige kåringer med Dekra, som varetager opgaven med som uafhængig part at indsamle jurymedlemmernes stemmer og verificere det endelige resultat af afstemningen.
I afstemningen kan hvert jurymedlem uddele 12 point til de nominerede kandidater til prisen. Hvert medlem kan højst tildele én kandidat 7 point, og man behøver ikke gøre brug af alle 12 point.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk