Danske vognmænd har været ekstra hårdt ramt under finanskrisen – og røde tal på bundlinjen mange steder har betydet, at mange selv gamle forretninger er bukket under. Men i dag lysner det – og det kan først og fremmest ses på, at lastbilsalget igen er kommet i gang – om end langsomt.

Betingelsen for at komme op i omdrejninger er en god forretningsmodel, hvor der fokuseres ekstra meget på brændstoføkonomien i lastbilerne. Derfor var der ingen tvivl at spore hos de vognmænd, som vi mødte i Göteborg, da Volvo for nylig viste deres nye FH lastbilsserie. De stod parat til at købe.
Volvo lover op til 10 procent besparelse på forbruget i forhold til i dag – eller 4.100 liter diesel om året. Det er et sprog, som vognmænd forstår, og der er virkelig tale om teknologiske landvindinger i den svenske koncern. Og det selv om det indbefatter motorer, som opfylder de skrappe Euro 6 miljøbestemmer, der indføres om to år. For Euro6 motorer bruger umiddelbart mindst tre procent mere brændstof end Euro5 motorer.

I-See og I-Torque
I-See er en af nyhederne, som betyder, at lastbilen kan huske et landskab, og derfor  gearer ned eller op, så forbruget optimeres de næste gange, man passerer stedet – og I-Torque (torque betyder drejningsmoment) er en optimering af bilens motor med dobbeltkoblings-gearkasse og nyt bagtøj.

Dobbeltkoblings gearkasse, som ikke før er set i så kraftige lastbiler, giver bløde gearskift og igen bedre økonomi.

Måske små detaljer – men efter ordsproget ”mange bække små gør en stor å”, bliver det til mange penge, når dagen er omme. I-See kan fås fra begyndelsen, I-Torque kommer tidligst sidst på sommeren næste år.

I første omgang er det den økonomiske 460 hk kraftige motor, der får Euro 6 standarden. Den er dog bygget på den nuværende motor, så om et år er en endnu mere økonomisk motor i samme størrelse parat.

Første danske kunder
Første danske vognmand, der gav håndslag på køb af en ny Volvo FH i Göteborg, er Svend Erik Brogaard fra Mejrup ved Holstebro – endda før Volvos officielle salgsstart. Så bliver han nok en af de første vognmænd i Danmark, der i marts næste år får leveret nøglerne til sin nye lastbil.

-Når jeg giver håndslag allerede, så er det først og fremmest på grund af den bedre brændstoføkonomi. Vi kører i dag mest med øl for Carlsberg og mælk for Arla – og vil gerne sende omgivelserne besked om, at vi kører miljørigtigt. Jeg har ikke sat mig ind i alle detaljerne med bilen, men jeg har tiltro til, at min forhandler vælger det bedste til vores behov, siger Svend Erik Brogaard.

Hos SCT Transport i Gilleleje er direktør Henning Christiansen enig i, at god økonomi er omdrejningspunktet. 40 procent af udgifterne i forbindelse med en lastbil er ifølge Volvo nemlig brændstof.
-Men også den stærkt forbedrede chaufførkomfort tæller meget for os, og bilens avancerede elektronik er virkelig noget af en innovation fra Volvo, som vi ser mange fordele ved, siger Henning Christiansen.

Har bestilt 100 biler
Hos firma Kurt Beier i Esbjerg understreger adm. direktør Birger Lauridsen, hvor vigtig bundlinjen er. Firmaet har 425 biler kørende – og har allerede sat sig på 100 af de nye biler i løbet af næste år.
-Vores ældste biler er fra 2010. Nye biler er altid mest driftssikre og økonomiske, siger Birger Lauridsen.

Nyhederne på FH serien omfatter også tandstangsstyring og mulighed for at vælge uafhængig affjedring til cirka 50.000 kroner ekstra inklusive luftaffjedring – uafhængig affjedring er ikke set før i serieproducerede lastbilmodeller.

Det har været brugt til specialbiler, eksempelvis til Paris-Dakar rallyet, men da var den ekstra vægt i forhold til traditionel foraksel ikke kun godt 20 kilo, som her. Endelig er FH-førerkabinen blevet en kubikmeter større – mange chauffører mente, at det gamle førerhus var lidt for trangt.

Største satsning siden 1993
Den nye FH serie er den største satsning for Volvo siden den første FH blev introduceret i 1993. Den nye bil har været fem år undervejs – og der er investeret 11,5 mia. kroner og brugt 10 millioner ingeniørtimer på projektet. Merprisen for den nye lastbil er dog holdt på cirka 38.000 kroner.

-Vi har helt ændret vores produktionssystemer på FH, som skal sælges globalt – og vi tror på bedre markedsandele. Især i Tyskland, hvor vi kun er på ni procent mod over 35 procent i Norden. Det skal de gode køreegenskaber sammen med et nyt servicenetværk være med til, siger Volvo Groups øverste chef, Olof Persson.

Miljø og fremtiden
I Danmark er Volvo markedsledende målt over årets første otte måneder i år – og den nye FH skal sørge for, at 1. pladsen holdes fremover.

-Bedre brændstoføkonomi og lavere CO2 udledning er vigtige parametre for succes. Fremover vil vi dog også se helt anderledes motorer med nye drivmidler. Volvo er allerede parat med DME biogas udgaver, og den første Volvo hybrid renovationslastbil har vi netop leveret til virksomheden Meldgaard i Sønderjylland, siger adm. direktør Søren Wettergreen, Volvo Lastvogne Danmark A/S.

Fakta

Udstyr til Volvo FH:
Tredje generation FH efter nr. et i 1993 og nr. to i 2002.
30 procent kraftigere kabine.
Standard kombineret soltag og nødudgang.
Én kubikmeter større førerhus.
Første lastbil, der kan huske bakkerne til næste gang.
Fem års udviklingstid.
Største Volvo nyhed i 20 år.
Integreret klimaanlæg ved parkering.
Større vinduer og større men tyndere sidespejle.
300 liter aflæggeplads i skabe og handskerum.
Kurvelys følger vejbanen i svingene.
Op til fire kameraer til bakning og frakobling.
Tandstangsstyring standard.
Uafhængig forhjulsophæng med luftaffjedring.
Første lastbil med justerbar ratstamme.
Trådløs forbindelse mellem lastbilen og værkstedet.
Servicecenter finder lastbilen ved haveri.
Fjernbetjening styrer lastning og losning.
Euro 6 miljøgodkendelse.
Sparer 4.100 liter brændstof om året.
Videoen Ballarina Stunt blev vist 5 mio. gange på YouTube.

Fakta

Auktion på eBay:
Volvo Trucks har bortauktioneret den først producerede FH lastbil på eBay. Overskuddet  går ubeskåret til Star for Life, en sydafrikansk velgørenhedsorganisation, der arbejder for at mindske antallet af HIV-positive gymnasieelever. I foråret 2013 vil vinderen blive inviteret til at overrække pengene personligt ved en ceremoni i Sydafrika.

Den nye FH, der bortauktioneres, er en særudgave af lastvognen med et eksklusivt »nummer ét«-emblem over forruden. Ved redaktionens deadline i sidste uge var beløbet nået op på over to millioner kroner. Det er mere end det dobbelte af lastbilens normale pris.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk