Da Ford for to år siden droppede deres 5-cylindrede 3,2 liters dieselmotor til Ranger pick-up modellen, var det for bedre at klare nye miljøkrav – men det legendariske drejningsmoment med en langt flad momentkurve gik samtidig fløjten.

Ranger i Wildtrack-udgaven med den nye 2,0-liters biturbo-EcoBlue-dieselmotor med dobbelt turbolader yder nu 213 hk og har et 500 Nm drejningsmoment mellem 1.750- og 2.000 omdrejninger.

Forgængeren ydede 200 hk og havde et drejningsmoment på 470 Nm mellem 1.750- og 2.500 omdrejninger. Altså en bredere momentkurve. Det er iøvrigt en motor, som fortsat anvendes til den amerikanske Ford Transit.

Gjort skaden god igen

VOTY.dk har sammen med vores testpilot, entreprenør Vagn Nielsen i Osted ved Roskilde, prøvet Ranger Wildtrack med trailer – og vi må indrømme, at Ford har forstået delvist at gøre skaden god igen.

Ikke sådan forstået, at der pludselig er masser af kubik og at den gamle momentkurve er genetableret. Det har man derimod gjort ved at supplere med en 10-trins automatgearkasse fra amerikanske Ford – som også bruges i den benzindrevne Mustang sportsvogn.

Denne gearkasse sikrer bløde og nærmest umærkelige gearskift, hvor f.eks. en gearkasse med færre trin betyder irriterende ryk ved gearskift. I det hele taget er den nye Ranger mere støjsvag.

Tre tons totalvægt

I vores seneste test har vi lånt en Ranger Wildtrack hos Andersen Biler i Ballerup og kørt til Osted for at spænde en Ifor Willliams industritrailer bag – læsset op til cirka tre tons totalvægt, som er 500 kg fra maksimum – men så er der jo også to mand om bord plus lidt redskaber på ladet.

Den har tillige en nyttelast på op til 1.252 kg. Vogntogsvægten er 6.000 kg.

Vores testrute omfatter en række kraftige bakker i omegnen mellem Lejre og Osted – og motoren gik faktisk ikke død, men skiftede derimod næsten umærkeligt op i gearene – med skift ved cirka 3.500 omdrejninger. Men længere mellem skiftene med læs.

Valgte det optimale gear

Omdrejningstælleren skal man iøvrigt finde yderst til venstre blandt instrumenterne ved at skifte mellem forskellige display muligheder.

Vi var dog ikke i tvivl om, at der var tale om overarbejde, men gearkassen valgte hele tiden det optimale gear. Vi bemærkede bl.a. skift ved 50- og 70 km/t op ad den stejleste bakke udenfor Osted.

I forhold til 3,2 liter maskinen fra tidligere byder den nye 2-liter bi-turbo-motor også på bedre brændstoføkonomi – men når man læsser den op til tæt på max-vægt, så sluger den også lidt ekstra.

Lidt mere forslugen

Hårdt belastet over nogle dage faldt rækkevidden (kilometer tilbage på tankniveau) på bilens computer fra 400- til 200 km. Men faktisk kørte vores testkører kun 100 km.

Computeren viste uden trailer et snitforbrug på 10 km/l – men efter vores trailertest stod der 8,8 km/l.

Når man kører uden læs på ujævn vej, kan bagvognen virke lidt urolig grundet bladfjedrene – men lidt last på ladet modvirker det.

Gode terrænegenskaber

I øvrigt sidder man godt bag rattet i en Ranger – med en helt lige kørestilling takket været en fast fodplade i bunden.

Vi har tidligere kørt Ranger i terræn, og den har rigtig gode terrænegenskaber – ikke kun den helt exceptionelle Ranger Raptor udgave, der har en undervogn fra en rallybil, og som vi har prøvet i dybt sand under en test i Marokko i 2019 – men også Wildtrack udgaven, som vi har kørt i udfordrende off road terræn i Sverige.

Off road pakke

Bilen har i øvrigt off road pakke med et skjold under motor og tank samt differentialespær på baghjulene, så man uden fare for skader på undervognen kan forcere terrænet.

Der er altid en undertone af fritid og morskab, når man taler om pick-up biler ude i Europa, men sådan er det er ikke i Danmark.

Her anvendes nye pick-up udgaver stort set kun af erhvervslivet. Gerne med en godt lastet trailer spændt efter.

Hurtig acceleration

Firehjulstrækket indstilles via et drejehjul i midterkonsollen med valg imellem 2H, 4H og 4L – også i fart. I terrænet er man også glad for down-hill funktionen.

4L funktionen er kun til terrænet – for på asfalt er bilen meget tung at dreje. I det hele taget er der en stor vendediameter på over 12 meter.

Ranger Wildtrack klarer 180 km/t og når 100 km/t på ni sekunder. Motoren udleder 239 gram CO2 pr. kilometer ved blandet kørsel (WLTP).

Masser af sikkerhed

Sikkerhedsmæssigt har Ranger Wildtrack ikke adaptiv fartpilot standard, men derimod aktiv nødbremse, skiltegenkendelse, p-sensorer for og bag, Matrix lygter, LED kørelys, bakkamera, kraftige fartgreb i a-stolpen og tågeforlygter.

Der var trailertræk på bilen til 6.300 kr., oliefyr til 17.000 kr. – plus adaptiv fartpilot og parkeringspakke til 9.000 kr.

Standard er også trinbrætter på side af bilen og gasdæmpet frontklap – men ikke gasdæmpet bagklap. Der er skinner med fire flytbare fastgørelseskroge i indersiden af ladkanterne plus seks mindre kroge.

Ingen geværrum

Der er dog ikke såkaldte geværrum under gulvet i kabinen – og heller ikke handskerumslås, men dog stor midterboks. Parkeringsbremsen er traditionel mekanisk.

Vi kan også nævne 18 tommer alufælge, styrtbøjle på ladet, el-justerbare læder/stof-sæder, læderrat, 12- og 230V stik, navigation, nøglefri start, usb-stik og sort loftindtræk.

Der er plastbelægning i ladet og en høj ladkant. Trækkrogen sidder ret højt, så vores trailer stod lidt skråt – og det øger belastningen på trailerens aksler. Ved sammenkobling rullede bilen ekstra ca. 15 cm, når man satte bilen i P – for den fangede åbenbart ikke bremsen.

Connectivity med SYNC-3

Vi skal også nævne midterboks mellem sæderne og dobbelt usb-stik.

Connectivity-mæssigt er man forbundet til omverdenen med Fords SYNC-3 plus otte tommer touchscreen med navigation i dansk tale. Dertil LED belysning i kabinen – og 2-zone klimaanlæg.

Ford Ranger opnåede iøvrigt opnået titlen ”International Pick-Up Award” for 2020.

Faktaboks Ford Ranger Wildtrack:
Motor: 4 cyl. dobbelt turbo. 16V.
Miljø: Euro 6. SCR og EGR. AdBlue.
Slagvolumen: 1.996 ccm.
Ydelse: 213 hk v. 3.750 omdr.
Moment: 500 Nm v. 1.750-2.000 omdr.
Topfart: 180 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 9 sek.
Forbrug: ca. 10,7-11,1 km/l.
CO2 udslip: 239 g/km.
Bremser: Skivebremser/esc stabilitetssystem.
Dæk: Continental Cross Contact LX M+S 265/60 R18.
Gear: 10 trins automatic.
Træk: 4×4.
Frihøjde: 237 mm.
Ladflade: 1.575 x 1.560 mm.
Mellem hjulkasser: 1.139 mm.
Læssehøjde: 857 mm.
Akselafstand: 3.220 mm.
Til/frakørselsvinkler: 29/27 grader.
Rampe-/skråvinkel: 25/35 grader.
Vadedybde: 800 mm.
Vendediameter: 12,7 m.
Trailervægt: 3.500 kg.
Max lasteevne/køreklar vægt: 961/2.309 kg.
Totalvægt/Max tilladt vogntogsvægt: 3.270/6.000 kg.
Pris Wildtrack fra: 303.598 kr. plus moms.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk