En helt ny Mazda BT-50 pick-up har set dagens lys – men bilen kommer ikke på det danske marked – ifølge Jannik Olsen, pressechef hos den danske importør. Om den skal sælges i andre europæiske lande, er uvist.

Mazda var i mange år kendt for deres BT-50 pick-up på det danske marked.

Indtil for nogle år siden blev den produceret i et samarbejde med Ford – sideløbende med Fords oprindelige Ranger program – i både Sydafrika og Thailand. I den nye udgave, der kun produceres i Thailand, er det nu japanske Isuzu, som er samarbejdspartner.

Teknisk som Isuzu D-Max

Bilen er stort set teknisk identisk med Isuzu D-Max, som importeres til Danmark af Nellemann Group – herhjemme med 163 hk turbodiesel-motor på 1,9 liter.

Men i Østen og i bl.a. Afrika er der mulighed for mere spræl under motorhjælmen.

Der er nemlig to motorer at vælge imellem.

V6 dieselmotor med 450 Nm

Dels den fra Isuzu D-Max herhjemme kendte 1,9 liter og fire cylindre med 165 hk og 213 Nm – og manuel gearkasse.

Dels 3-liter V6 med 190 hk og et drejningsmoment på 450 Nm – og 6-trins automatgear.

Mazda BT-50 og Isuzu D-Max fås ikke med V6-motor i EU-lande – formentlig på grund af Euro6 miljøkrav.

Højt sikkerhedsniveau

Bilen har fået fem stjerner i den australske ANCAP sikkerhedsbedømmelse i fjor – og der er tre års fabriksgaranti og tre års vejsidehjælp.

Den nye pick-up er designet delvist efter Mazdas Kodo – Soul of Motion princip, som især ses på front-grill’en og skærmene med LED-forlygterne hentet fra fabrikkens SUV modeller.

Bilen kommer i udgaverne Active, Dynamic and Individual. Bilen kommer i flere karosseriudgaver – bl.a. som Double Cab. Dertil enten i 4×2 og 4×4 udførelse.

Masser af udstyr

Mazda understreger, at bilen er udviklet som arbejdshest – der kan tåle at blive brugt under alle forhold.

Interiøret er nydesignet med nyt instrumentbord, midterkonsol, rat og sæder – som også giver noget af den komfort, som man finder i SUV modellerne.

Det gælder også bilens infotainmentsystem, syv- eller ni tommer touchscreen, Apple Car Play og Android Auto, bakkamera, parkerings-sensorer, hill start, trailer-assistent, syv airbags og fartpilot.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk