Renault Clio som varebil fås kun i en mindre fem dørs udgave efter at fabrikken droppede stationcar udgaven (Sports Tourer) – hvilket mange beklager. Og det gælder både kunder og forhandlere.

Renault Clio er en helt nyudviklet model med en ny platform, som også giver mulighed for at tilbyde el- og hybridudgaver.

Clio er blevet en anelse lavere og kortere samt med lidt kortere akselafstand, men bilen er blevet bredere – og det betyder bedre pladsfornemmelse. Kvaliteten er virkelig forbedret med bedre plastmaterialer.

Godt vejgreb

Køreegenskaberne er af samme grund – og på grund af en præcis styring – blevet lidt skarpere, og så er den meget letkørt.

Vi savnede lidt sidestøtte i sædet, og man skal vænne sig til, at indstillingen af ryglænet foregår ved sædets forkant.

Bilen har fodplade til venstre fod, men den er skæv – så man kan ikke side helt lige bag rattet. Bilen virker ganske stabil på både motorvejen og en snoet landevej.

85 hk diesel

Vi har senest prøvet den mindste 85 hk dieselversion i den veludstyrede Intens udgave. Som servicebil på gule plader er det dieseludgaven, der er mest interessant. Med mere smidighed og lavere brændstofforbrug.

Lydniveauet fra motoren er rimelig lav. Men der er udtalt vindstøj – men det blæste også en del. Det generede til gengæld ikke vejgrebet.

Bilen trak fra 50 km/t i fjerde gear og fra 65 km/t i femte gear – men trækkraften i sjette gear var fra 90 km/t. Vi kunne ikke aflæse motorens omdrejninger. Bilen har stop/start system.

RS Line med bedre vejgreb

Vi har tidligere også prøvet Clio i RS Line version med 130 hk – hvor vejgrebet måske endda er endnu bedre med 17 tommer fælge. Her var der en 1,3-liter motor med fire cylindre, som er hurtigere end dieseludgaven.

Denne udgave havde dobbelt koblings automatgear med skifteplader bag rattet og rigtige sportssæder med læderkanter – og alu-pedaler. Bilen hakkede dog lidt i maskinen ved acceleration.

Masser af udstyr

Clio Intens har sikkerhedsudstyr som automatisk nødbremse med fodgængergenkendelse. Adaptiv fartpilot fås kun i forbindelse med fire cylindre og automatgear. Så vores RS-testbil havde adaptiv fartpilot.

Til gengæld er der fartpilot i dieseludgaven.

Vi skal i dieseludgaven også nævne skiltegenkendelse, regnsensor, fjernlysassistent, linjevogter, Blind Spot-information om biler i den blinde vinkel – samt bakkamera. I RS-udgaven var der Bird View kamera, så man kan se, hvad der sker rundt om bilen.

Med navigation

Vi skal også nævne bilens 7 tommer touchscreen med navigation. Systemet kræver dog tilvænning. Især var der svært at indstille uret og radioen. Herfra styres musikanlæg, navigation, bil-info og telefon. Bilen er også koblet på Apple Car Play.

Fra udstyrslisten skal vi også nævne 16 tommer alufælge, air condition, to usb-stik, parkeringssensor, hill start assist, to vejs justerbart læderrat, elektrisk indklappelige sidespejle, elektrisk håndbremse, LED signatur-kørelys, hækspoiler, nøglefri start, tågelys for og bag samt varme i både sæder og rat.

1.000 liter varerum

Varerummet er selvklart ikke så stort som i den gamle stationcar-udgave, som dog skulle kunne fås resten af året.

I den nye Clio rummer varerummet godt 1.000 liter. Der er 770 mm læssekant udvendigt fra gade til varerumskant. Den indvendige læssekant målte vi til op til 240 mm. Der er dobbelt bund i varerummet.

Der er dobbelt bund, hvorved der hentes ekstra 10-12 cm aflæggerum. Der er også to fastgørelseskroge. Vi savner handskerumslås, men der er midterboks og i det hele taget god aflæggeplads. Der er to kopholdere, men der er ikke plads til flasker i dørene.

Faktaboks Renault Clio 1,5 liter dCi 85 hk Intense:
Motor: 4 cylindre. Turbodiesel.
Slagvolumen: 1,5 liter ccm.
Ydelse: 85 hk v. 3.750 omdr.
Moment: 220 Nm v. 1.700 omdr.
Gear: 5 trins manuel.
Dæk: Continental EcoContact6 195/55 R 16.
Læssehøjde udv/indv.: 770/240 mm.
Sidedøre: 590 x 750 mm.
Bagklap: 590 x 1.000 mm.
Varerumsmål: 1.300 x 1.000 x 860 mm.
Varerum: Ca. 1.000 liter
Topfart: 178 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 14,7 sek.
Forbrugs-snit WLTP: 23,8 km/l.
CO2 udledning: 110 g/km.
Bremser: Vent. skiver for/skiver bag. esc stabilitetssystem.
Affjedring: Uafhængig for/semi-uafhængig bag.
Køreklar vægt: 1.189 kg.
Totalvægt/egenvægt: 1.702/1.079 kg.
Lasteevne: 624 kg.
Trailervægt: 900 kg.
Varerum: Ca. 1.000 liter.
Fabriksgaranti: 2 år.
Pris Intense: 98.673 kr. plus moms.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk