Kia begynder at sælge den nye Ceed til september som fem-dørs og stationcar – og i 2019 kommer den mere sporty Shooting Brake model. Alle biler kan leveres på gule plader.

Kia har strammet betydeligt op på sin bestseller Ceed – ikke mindst, når det gælder køregenskaber og sikkerhedsudstyr.

Men også designet har fået en ekstra dimension med bl.a. designelementer fra sportsvognen Stinger. Og designet er virkelig vigtigt. Faktisk har 70 pct. af kunderne faktisk valgt Ceed på grund af designet, fortalte direktør Rasmus Aagaard, Kia Import Danmark, ved den danske præsentation forleden.

En europæisk bilmodel

Kia er en del af Hyundai koncernen, men selv om der er tale om koreanske ejere, så er Ceed både designet (Tyskland) og produceret (Slovakiet) i Europa.

Prototyper er blevet testet på Europas værste veje og mest kuperede veje – inklusiv på Nürburgring, som ligger lige ved Kias designcenter.

Bilen har fået nyt uafhængigt hjulophæng og revideret fjeder- og støddæmper karakteristik med 40 pct. stivere forreste fjedre, og det kunne virkelig mærkes på de snoede og bakkede veje, vi udsatte bilen for i Nordsjælland.

Fast affjedret

Bilen krænger mindre. Mange vil måske synes, den er blevet lidt for fast affjedret, men det er prisen for gode køreegenskaber.

Samtidig er støjniveauet sænket betragteligt bl.a. gennem isolering og andre tætningslister. Faktisk hørte vi mere til dækkene end til dieselmotoren under testen.

Navigation via telefonen

Man tilbyder udstyr som standard, som ingen andre konkurrenter – men der er en række detaljer, som forvirrer lidt.

Nok er vi i moderne tider – men at sælge en bil med et connectivity system, hvor man kun kan få navigation på syv tommer skærmen, hvis man parrer sin telefon med bilens system.

Det er lige moderne nok – og klart nok henvendt til unge, som klæber til deres mobiltelefon i forvejen. De lidt dyrere udgaver har dog både større otte tommer skærm og Tom Tom navigation.

Sort i sort interiør

Vi savner også et interiør, som er mere sprælsk i farverne. I Ceed er det hele sort i sort. Til gengæld har designteamet med Peter Schreyer i spidsen formået at stramme op på de udvendige linjer, som er mere elegante – selv om forgængeren ikke var kedelig.

Man kan håbe, at teamet vil se på kabinen senere. Den nye bilmodel er tredje generation af Ceed. Første generation kom i 2006 og anden generation i 2012.

Endelig er der den nye 1,6-liters dieselmotor, som er så højgearet, at man skal ned i tredje gear for at klare 50 km/t begrænsningen i byerne – og så er forbruget derefter. Derfor må vi understrege, at Ceed med dieselmotor bør kombineres med Kias fine dobbelt-koblings gearkasse. Nyt er SCR efterbehandlings-systemet og AdBlue tilsætning, som sikrer seneste miljøregler.

Velfungerende 1,4 benziner

Er man ikke til diesel, er der også en ny 1,4 GDI benzinmotor med 140 hk, som vi prøvede med automatgear – og som kører glimrende. Vi prøvede ikke en 1-liters motor med tre cylindre og turbolader.

En sidste detalje er, at der ikke kan gives priser på de nye bilmodeller. Bl.a. grundet nye regler for emissioner og forbrug efter den nye WLTP norm vides det ikke, hvad det koster at køre i bilen.

Der blev snakket om cirka 200.000 kroner – og så frem til 300.000 kroner for de dyreste stationcar modeller
Akselafstanden er den samme som før, men karosseriet er rykket tilbage, så udhænget fortil er kortere og bagtil længere.

Bedre plads i varerum

Det giver bedre plads i varerummet, så det nu er større end de fleste konkurrenter. Især stationcar udgaven er rummelig. Der er også ekstra plads under varerumsgulvet – iøvrigt på alle udgaver, og der er indbyggede fastgørelsesskinner. Nævnes skal også en ca. ni cm lavere læssekant end den forrige model.

Bagklappen kan fås med automatisk åbning. Man skal blot have nøgle med sensor i lommen og stille sig bag bilen. Ikke noget med at føre foden ind i under kofangeren.

Sikkerhedsudstyret er komplet med adaptiv cruise control (inteligent fartkontrol) med start stop, advarsel om biler i en blinde vinkel, fodgænger registrering, p-assistemt samt ny linjevogter lane following assist, der både holder bilen i sporet og afstanden til bilen foran via radarsensorer. Systemet fungerer mellem 0- og 130 km/t. Systemet skulle svare til niveau to for selvkørende biler.

Mild hybrid-udgave på vej

Man advares også, hvis der kommer biler på tværs bag én, når man f.eks. skal bakke ud af en p-bås. Endelig kan vi nævne træthedsregistrering, fjernlys assistent og esc stabilitetskontrol.

Man kan både få varme i for og bagsæder samt rat – og så fås der LED lys for og bag. Det skal understreges, at Kia fortsat byder på syv års fabriksgaranti.

På vej i Ceed programmet er i øvrigt også en 48 V mild hybrid udgave, som kommer i 2019.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk