Deutsche Post og deres kurérselskab DHL har hos selskabet Steetscooter bestilt 100 ombyggede Ford Transit, der kører på brint.

Streetscooter er ikke kendt herhjemme – endnu, men i Tyskland møder man konstant de gule post- og kurérbiler, der indtil nu alle har været el-biler.

Ombygget Ford Transit

Men nu har den lille bilfabrik i Aachen præsenteret den første bil med brintteknologi. En ombygget Ford Transit 2 tons med betegnelsen Streetscooter H2.

Man er klar til at levere til kunderne næste år.

Første kunde har meldt sig – det er Deutsche Post og deres kurérselskab DHL, som har bestilt 100 enheder af brintbiler, som har en rækkevidde på 500 kilometer. Det kan ingen andre kassevogne præstere.

Leveres frem til 2021

Postvæsenet får de 100 biler leveret frem til 2021. Projektet er støttet af det tyske transportministerium.

Deutsche Post har ejet Streetscooter fra begyndelsen, men der har været meldt ud, at man er interesseret i at sælge forretningen, da det jo ikke er bilproduktion, der er hoved-området i postvæsenet.

Nyttelast 800 kg.

Men derfor vil man jo fortsat køre i de grønne transportenheder, der dels tæller den lille elektriske Steetscooter og så Works XL-udgaven, der også er elektrisk. Sidstnævnte bygges i samarbejde med Ford.

Ford Transit’en er den samme basisbil, men nu har man så lagt brændstofcelle- og brintteknologien under hjælmen. Nyttelasten er 800 kg.

Få klar med brint til fragt

Det er de færreste, der vil kunne levere en driftsklar brintbil i denne størrelse i Europa.

Toyota tester i Japan en brintlastbil sammen med kæden 7eleven, og et schweizisk speditørfirma har fået Hyundai til at bygge en let lastbil for sig. Men ingen af bilerne er kassevogne.

Den nye Streetscooter H2 blev første gang vist på ”Green Tech Festival” i Berlin i sidste uge.

Seks-liter brinttank

Det nye køretøj har ud over et 40 kWh litium-ion batteri (som Nissan e-NV200), en 26 kW stærk brændselscelle, der fodres af en seks liter stor brinttank.

Hos Streetscooter er man overbevist om, at brint fremover bliver en større og vigtigere del af den elektriske vognpark.

DHL’s grønne plan for 2050

For DHL er den nye brintbil et led i selskabets 0-emissionsolan for 2050. DHL vil være den første spiller på kurérmarkedet, der indsætter brintbiler ind i det, som kaldes ”Last Mile” transport.

På IAA transportmessen i Hannover i fjor udtalte repræsentanter fra Streetscooter til VOTY.dk, at man gerne ville føje Danmark til listen af eksportlande. Virksomheden var parate til forhandlinger med en seriøs importør.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk