Salget af erhvervskøretøjer er faldet gennem juni måned– set i forhold til samme periode i fjor.

Det melder De Danske Bilimportører ud, men organisations adm. direktør Mads Rørvig kan til gengæld oplyse, at salget af elektriske varebiler gennem årets første seks måneder er fordoblet.

Efter år med meget få solgte elvarebiler, er behovet øget – ikke mindst efter krav fra firmaer med grøn profil og fra offentlige institutioner.

Faldet med over 25 pct.

Generelt er varebilssalget i juni faldet med 25,6 pct. – mens lastbilssalget kun er faldet med 2,2 pct. i juni.

Det hænger dog i væsentlig grad sammen med leveringssituationen.

Juni 2022 har budt på 2.319 nyregistrerede varebiler. Med undtagelse af januar måned har antallet i alle måneder af 2022 været lavere end i 2021.

Fem pct. elvarebiler

Ser man vi elvarebiler er der kommet 735 elvarebiler ud på de danske veje i første halvår, hvilket svarer til lige over fem procent af nyregistreringerne.

Selvom det stadig er små tal, er det alligevel en stigning fra første halvår 2021, hvor antallet var 477, hvilket svarede til 2,8 procent af leveringerne.

”Stigningen i andelen af grøn, tung transport er et afgørende aspekt af den grønne omstilling, så derfor er det enormt positivt at se udviklingen i andelen af både elvare- og lastbiler,” siger Mads Rørvig, adm. Direktør for De Danske Bilimportører.

42 ellastbiler

På lastbilsfronten ses også en stigende andel af elektrificerede biler. Der blev registreret 42 ellastbiler i de første seks måneder af 2022 mod 12 i 2021.

Det betyder, at andelen af ellastbiler af de samlede registreringer er steget fra 0,6 til 1,7 procent.
I modsætning til varebilerne har der som nævnt været fart på leveringen af lastbiler i 2022.

Den første halvdel af 2022 har medført 2.473 nye lastbiler, hvilket er en stigning på 31,1 procent i forhold til 2021.

Vigtig med statsstøtte

”Leveringen af lastbiler har været positiv i 2022 og her følger også en udvikling af grøn teknologi. Her er det essentielt, at udviklingen imødekommes af politisk handling, så den kan fortsætte i højt tempo” siger Mads Rørvig.

En elektrisk lastbil koster typisk 3-4 gange så meget som en diesellastbil, men er til gengæld billigere at holde kørende.

Samlet fald på 16,4 pct.

Med 2.319 nye varebiler i juni 2022 fortsætter tendensen med fald i nyregistreringerne. I juni 2021 kom 3.117 nye varebiler på vejene, hvilket betyder, at faldet svarer til 25,6 procent.

Det bidrager yderligere til det samlede fald i leveringerne af varebiler i 2022 på 16,4 procent. I første halvår af 2021 blev der registreret 17.155 nye varebiler, mens antallet har været 14.350 i 2022.

Andelen af elvarebiler ud af nyregistreringerne er til gengæld steget fra 2,8 til 5,1 procent, hvilket gavner den grønne omstilling, melder bildirektøren.

Flere tunge varebiler

Der har også været stor variation mellem vægtklasserne. Der har været en stigning i de tunge varebiler (over 3491 kg), som har øget deres markedsandel fra 20,3 til 29 procent.

Både de lette varebiler (under 2500 kg) og de mellemtunge varebiler (2.501-3.490 kg) har haft en mindre andel af markedet end sidste år med fald på henholdsvis 4,4 og 4,3 procent.

Et lille fald i salget

Med 409 nye lastbiler i juni 2022, ses som oplyst et lille fald på 2,2 procent sammenlignet med juni 2021, hvor der blev registreret 418 lastbiler.

Det er et meget lille fald på ni lastbiler, så det rykker ikke ret meget ved den samlede tendens, der er set i 2022. Det resulterer i, at der har været en stigning på 31,1 procent i første halvår af 2022, sammenlignet med 2021, svarende til 587 flere lastbiler.

Fra januar til juni 2021 blev der leveret 1.886 lastbiler, mens antallet var 2.473 i 2022. Blandt lastbilerne ses også flere elektrificerede biler.

Flere tunge lastbiler

Der er registreret som nævnt solgt 42 ellastbiler i første halvår af 2022, mens antallet var 12 i 2021.

Det betyder, at andelen af grønne lastbiler af ny-registreringerne er steget fra 0,6 til 1,7 procent.

Der ses ikke den store variation mellem vægtklasserne for lastbiler. Markedsandelen for de tunge lastbiler (over 24.000 ton) er steget fra 67,9 til 69,4. Det er dermed også den ultimativt største kategori.

Flere erhvervsbiler på el

Stigningen er sket på bekostning af de lette lastbiler (op til 16 ton), som er faldet med 1 procent, og de mellemtunge lastbiler (16-24 ton), som er faldet med 0,5 procent.

”Elektrificeringen, der er betydelig blandt personbilerne, vil i de kommende år også ske inden for den tunge transport. Lastbiler, der kan sammenlignes med et produktionsapparat, er dog umiddelbart mere komplicerede at elektrificere, idet nyttelast og køretid er helt afgørende,” udtaler Mads Rørvig.

Flere nye teknologier

Industrien har endnu ikke løsningen på alle transporter, og vi vil komme til at se flere forskellige teknologier taget i brug.

Herunder direkte elektrificering i form af batteridrevne lastbiler og indirekte i form af brintlastbiler, der drives af grøn brint.

Det er brint, som er fremstillet med el som grundlæggende energikilde – samt forventeligt lastbiler, som drives af biogas og/eller syntetiske brændstoffer fra Power-to-X (PtX) processer (hvori elektricitet typisk er den primære energikilde).

Salget af varebiler 2022 inkl. juni:

Ford Transit Custom 2.477 enheder.
Mercedes-Benz Vito 1.433 –
Mercedes-Benz Sprinter 1.155 –
Ford Transit 2 tons 652 –
Toyota Proace 559 –
Volkswagen Transporter 545 –
Iveco Daily 488 –
Renault Trafic 385 –
Citroën Jumpy 382 –
Volkswagen Crafter 359 –

Salget af varebiler 2022 i juni:

Ford Transit Custom 308 enheder –
Mercedes-Benz Vito 235 –
Mercedes-Benz Sprinter 192 –
Volkswagen Transporter 134 –
Ford Transit 2 tons 114 –
Toyota Proace  99 –
Iveco Daily   98 –
Mercedes-Benz Citan 73 –
Renault Master 67 –
Volkswagen Crafter 62 –

 

 

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk