Man bliver hurtigt dus med Skoda Enyaq – og det er jo med til forklare bilens succes herhjemme.

Den er endda blevet bedre og bedre siden lanceringen for fem år siden – ikke mindst fordi fabrikken har flyttet en del kontakter og knapper fra den 13-tommer store touchscreen og ud på rat og midterkonsol.

Det gør det væsentligt lettere at betjene bilen i det daglige – især hvis man kommer fra en lidt ældre bil.

Opfrisket

Senest blev den opfrisket i fjor med bedre infotainment system – og udefra er der kommet et facelift.

Vi lånte en model 85 med Sportline udstyr til 390.000 kroner – 40.000 kroner mere end standard 85’eren.

Sportline giver mere udstyr så som el-drevne sæder med hukommelse og en lavere affjedring, men de fleste vil nok godt kunne nøjes med en almindelig model.

Også som Van

Det gælder især hvis man vælger den som Van, hvor prisen er cirka 320.000 kroner. Den er også mere komfortabel.

Som Van får man 1.800 liter varerum – og så kan vi også nævne 1.000 kg. trailervægt, el-bagklap og fastgørelseskroge samt rumdeler og velco-tape i varerummet til at holde på godset.

Vi skal her også nævne bakkamera samt parkerings-sensorer for og bag.

568 km. rækkevidde

Model 85 yder 286 hk og 545 Nm fra det 77 kWh store batteri. WLTP rækkevidden er hele 568 km. Vi nåede dog kun knap 400 km – men vi kørte bilen i en kold periode.

Bilens instrumenter fortalte, at vi kørte med et gennemsnitsforbrug på 17,1 kWh/100 km, hvor papirerne lover 15,1 kWh/100 km.

Bilen DC-hurtiglader med 135 kW – og fra 10-80 pct. sker på 28 minutter. Mel-sæder, ed AC opladning med 11 kW skal man bruge 8 timer. Et plus er varmepumpe og B-pedal til at hjælpe på forbruget.

Letkørt

Bilen er letkørt under alle forhold – med et fint vejgreb – især i Sportline versionens 20 tommer fælge.

Der er en vendediameter på 9,3 meter. Styretøjet er letgående, og bilen er også støjsvag og ganske komfortabel

På ujævne biveje slår affjedringen dog igennem, men det er jo typisk for sportstilpassede køretøjer. Bilen er hurtig og når 100 km/t på 6,7 sekunder – og topfarten er opgivet til 180 km/t.

Højt sikkerhedsniveau

Sikkerhedsudstyret omfatter intelligent adaptiv fartpilot og nødbremse. Dertil LED Matrix forlygter, parkerings-sensorer for og bag, syv airbags, skiltegenkendelse, regnsensor og navigation.

Vi skal også nævne 3-zone klimaanlæg, varme i rat og sæder, massage i førersæde, 1-trins automatgear, midterboks og 5 års fabriksgaranti.

Fra udstyrslisten kan vi bl.a. nævne anhængertræk, vippe/skyde el-glastag og Head-Up-Display.

Fin samlekvalitet

Vi skal fremhæve den fine samlekvalitet og den bløde plast på instrumentbrættet, som gør bilen mere luksuspræget.

Vi savnede dog en frunk – aflæggerum forskibs – til at kunne gemme ladekablerne.

Teknik Skoda Enyaq IV 85 Sportline:
Ydelse: 286 hk.
Moment: 545 Nm.
Batteri: 77 kWh.
Spænding: 400 V.
Rækkevidde WLTP: 586 km.
Forbrug officielt: 15,1 kWh/100 km.
Forbrug i test: 17,1 kWh/100 km.
Opladning DC: 135 kW – 10-80 pct. på 28 min.
Opladning AC: 11 kW – 3 faser – 8 timer.
Topfart: 180 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 6,7 sek.
Køreklar vægt/totalvægt: 2,2 tons/2,6 tons.
Vendediameter: 9,3 m.
Trailer med bremser: 1.000 kg.
Varerum: ca. 1.800 liter.
Fabriksgaranti: 5 år/150.000 km.
Dæk: Continental WinterContact 235/45 R20.
Pris Van: Ca. 320.000 kr.
Pris hvide plader: Ca. 390.000 kr.

 

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk