Nye elektriske udgaver af Mercedes-Benz Actros og Econic er klar til markedsføring inden længe – eActros kommer allerede i år og eEconic er klar til salg i 2022.

Men selv om man allerede har testet de elektriske lastbiler i flere år, så benytter fabrikken altid de kolde vintre i alperne og i det nordlige Skandinavien til at se, hvad de grønne køretøjer kan stå for.

Både personbils-, varebils- og lastbils ingeniører samles hver vinter i Daimlers dybfryser i nordsvenske Arjeplog for at prøve kommende og eksisterende bilmodeller under ekstreme forhold – kan de klare de ofte 30-40 minusgrader, kan de klare de fleste udfordringer fra kundernes side.

Test i baghaven

Tættere på fabrikkerne i Sydtyskland er de Schwabiske alper, hvor temperaturen måske ikke er så lav som i Nordsverige, men som godt kan anvendes – og som jo ligger lige i baghaven.

Så i februar blev de nye e-lastbiler testet i Tyskland – inden de er klar til salgsstart. I forvejen har bilerne været i længerevarende testforløb hos storkunder for at se, om de kan klare de daglige hverdags-transporter.

Fokus på batterier og drivline

Denne gang havde ingeniørerne specielt fokus på batteriernes og den elektriske drivlines opførsel under de kolde vejrforhold, mens varme- og energistyring også blev udsat for tests.

Disse to systemer sikrer, at både drivline og førerhus har den rette temperatur, selv når vejret udenfor viser sig fra sin værste side.

Testet siden 2018

Prototyper af eActros har siden 2018 kørt som en integreret del af kundeflåder, og med de seneste tests viser lastbilen, at den er i stand til at operere selv i meget kolde og hårde vejrforhold.

Den serieproducerede eActros vil sågar overgå prototyperne – både hvad angår rækkevidde, motoreffekt og sikkerhed.

Den serieproducerede eActros er især tænkt som distributionsbil, mens eEconic primært anvendes til renovationskørsel.