Efter længere tids opfordring fra ITD afskaffer Transportministeriet nu 25-timers-reglen. Ophævelsen af parkeringsreglen træder i kraft den 1. januar 2026.
“Det er et nødvendigt opgør med en håbløs regel,” udtaler formand for ITD, John Agervig Skovrup.
Det handler om 25-timers-reglen for parkering på statens motorvejsrastepladser.
Ulige vilkår
Afskaffelsen sker, fordi reglen har skabt ulige konkurrencevilkår for danske vognmænd og været tung at administrere.
Det oplyser transportminister Thomas Danielsen i en pressemeddelelse.
Parkeringsreglen blev indført i 2018 for at forhindre langtidsparkering på de statslige rastepladser langs motorvejsnettet.
Frustration
Men i stedet for at løse problemet har den skabt nye – og alvorlige – udfordringer. Derfor hilser ITD nyheden om afskaffelsen velkommen.
“Det er en fantastisk nyhed for branchen. 25-timers-reglen har i årevis skabt frustration og uretfærdige arbejdsvilkår for danske vognmænd og chauffører. Nu har ministeren lyttet – og det er vi rigtig glade for,” fortæller ITD’s formand, John Agervig Skovrup
Ingen effekt
I dagens pressemeddelelse erkender transportministeren, at 25-timers-reglen har ført til ulige konkurrenceforhold, fordi alt for få af de udenlandske chauffører reelt betaler deres p-afgifter.
Samtidig har reglen været tung at håndhæve og administrere – uden at have nogen mærkbar effekt på parkeringssituationen.
ITD har gentagne gange advaret mod 25-timers-reglens konkurrenceforvridende konsekvenser.
På høje tid
“Det er helt uacceptabelt, at 25-timers-reglen i praksis straffer danske chauffører og vognmænd, mens de udenlandske går fri. Reglen og de meningsløse dummebøder rammer mennesker, der bare passer deres arbejde. Derfor er det på høje tid, at den afskaffes,” siger John Agervig Skovrup
Fra 1. januar 2026 bliver det igen politiets opgave at føre tilsyn med parkeringsreglerne på rastepladserne, hvilket ITD hilser velkommen.
Transportministeriet har dog ikke meldt ud, om de fremover vil målrette midler til flere kontroller af ugehvilet.
Ærgerlige
ITD har hele tiden sagt, at midlerne bør gå til kontrol, der virker – ikke til meningsløse og konkurrenceforvridende parkeringsbøder.
“Derfor er vi ærgerlige over, at ministeren ikke med det samme flytter midlerne til tungvogns-politiet, som kan udføre målrettede kontroller. En praksis, vi ved virker,” udtaler John Agervig Skovrup.
ITD’s formand understreger dog, at organisationen tager glædeligt imod nyheden. I praksis modtager Færdselsstyrelsen bevilling til varetagelse af p-kontroller langs motorvejsnettets rastepladser frem til den 1. januar 2026, og efter nytår overgår kontrolopgaven til politiet.
