Måske er julegaven sikret til håndværkeren – for importøren af den nye elektriske varebil Farizon SV, Andersen Motors, har allerede de første 30 varebiler hjemme på pladsen i Køge.

Andersen Motors har ikke tidligere importeret fabriksbyggede varebiler – men dog tidligere været landets største sælger af ombyggede personbiler med Suzuki Vitara.

Vakte opsigt

Forhandlerlisten er klar inden længe, og en række af selskabets forhandlere af Suzuki og Aiways sælger også varebiler af andre mærker – så erfaringen med varebiler er allerede på plads.

Der var præmiere på Farizon SV på Fleet Network Expo messen på Lokomotivværkstedet i København for nylig – og den store varebil vakte behørig opsigt med sit helt særlige kantede design, som også betyder god plads i varerummet.

Over the Air

Bilerne har digital instrumentering med 12,3 tommer touchscreen – og vil have infotainmentsystem med dansk tale og mulighed for OTA – opdatering ”over the air.”

Farizon er et kinesisk brand under den store Geely koncern, der også producerer Volvo personbiler.

Farizon bygger kun erhvervsbiler – lige fra varebiler til lastbiler. Flot er garantien fra fabrikken på fem år eller 200.000 km. Og bilen har allerede fået fem stjerner i EuroNCAP crashtesten.

Flere udgaver

Varebilen Farizon SV kommer i flere udgaver – med priser fra 270.000 kroner – alle på 3,5 tons totalvægt og trailervægt på 2 tons. Lasteevnen er op mod 1.245 kg.

Der er to batterityper i de mindste udgaver – på 67 og 83 kWh. Bilen kører 135 km/t og rækkevidden er mellem 303 og 376 km. Elmotoren yder 231 hk. Lade-hastighederne er på 120-140 kW.