DFDS’s  historiske færgeforbindelse mellem Esbjerg og Harwich har i længere tid kæmpet med høje omkostninger, tab af passagerer og tab af fragt til landevejen.

Ruten kan derfor ikke bære de meget store ekstraomkostninger, som en ny miljølov med-fører – og DFDS lukker ruten den 29. september. Englandsbåden begyndte i 1875 efter åbningen af Esbjerg havn.    
 
DFDS fortsætter med den store fragtskibsrute mellem Esbjerg og Immingham.  
 
Passagertallet er de senere år ifølge DFDS faldet fra 300.000- til ca. 80.000 på grund af bortfaldet af det toldfrie salg og den voksende konkurrence fra lavprisfly. Desuden er industriproduktionen i Danmark og dermed transporten af industrigods ud af landet generelt faldet.  
 
DFDS har prøvet at spare
DFDS har arbejdet på at reducere rutens omkostninger, så den kunne blive mere konkurrencedygtig. Bl.a. har man ændret ruten til en kombineret fragt- og passagerrute, man har reduceret antallet af besætningsmedlemmer om bord, indført langsom sejlads for at spare olie, reduceret antallet af afgange, centraliseret salget og forsøgt at øge passagertallet med en aggressiv markedsføring.

”Men desværre er vi ikke lykkedes med at reducere omkostningerne nok. Ruten vil ikke kunne bære de meget store ekstraomkostninger, som den nye miljølov vil medføre fra 1. januar 2015. Med dagens oliepriser vil kravet om brug af svovlfattig olie koste omkring 20 millioner kroner årligt,” siger DFDS’ koncernchef Niels Smedegaard.

Historisk betydning
Ruten har en særlig historisk betydning for DFDS, så det er en meget trist beslutning for  alle i rederiet.

”Vi beklager over for vores mange passagerer, der nu må se den sidste passagerrute fra Skandinavien til England lukke. Vi beklager også, at op mod 130 arbejdspladser om bord og på land berøres af lukningen, selv om vi heldigvis er i stand til at tilbyde alle ombord jobs på andre af vores ruter,” siger han.  
 
Men DFDS vil gøre alt for at sikre deres fragtkunderen fortsat god service på fragtruten mellem Esbjerg og Immingham. Her kan DFDS med to store skibe tilbyde daglige afgange i begge retninger med en overfartstid på 18 timer.

Immingham-rute skal også spare
”Også denne rute vil dog blive ramt af de meget store ekstraomkostningersom følge af de nye svovlregler. Derfor må vi fokusere skarpt på vores omkostninger for at stoppe den overførsel af fragtmængder til transport via landevejen, som ellers vil være en følge af de nye svovlregler. Vi vil derfor intensivere forhandlingerne med medarbejdere, partnere og andre interessenter om at finde løsninger, der kan reducere omkostningerne og øge fleksibiliteten, så vi kan sikre fragtrutens udvikling som en vigtig transportvej til det engelske marked for dansk industri samt fødevareproduktion  – og som en god og stor arbejdsplads,” siger Niels Smedegaard.
 
Sirena Seaways, der har sejlet på ruten siden 2003, vil blive overflyttet til andre opgaver.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk