Katalog nummer 95. En ældre orange Toyota Hiace fra 1995, lavt kilometertal, kørt i 19 år i Aarhus Kommune, skal under hammeren – og alle følger spændt auktionarius Peter Worsøes talestrøm fra podiet.
”10.000 kroner er budt – ingen højere”.
Men der kommer hele tiden nye bud – både på nettet, som styres af en sekretær på podiet – og fra hallen, så faktisk når den gamle japaner op på 19.000 kroner med afgift.
Bilens omdømme
”Det handler om bilens omdømme. En Hiace har et utroligt ry – og andre biler fra 1995 ville måske indbringe et par tusinde kroner,” fortæller Thomas Ruff, direktør i bilafdelingen hos den danske afdeling af leasingselskabet LeasePlan.
Thomas Ruff står for brugtbilssalg i den danske afdeling af LeasePlan, der har europæisk hovedsæde i Holland. Han har gennem flere år haft sin faste gang hos BCA Bilauktion A/S i Vejle, som er landets suverænt største auktionshus herhjemme.
8.000 brugte varebiler
I 2013 kom 26.000 brugte biler under hammeren, og heraf var de 8.000 varebiler. Samlet auktioneres cirka 50.000 brugte biler væk herhjemme (2013) – heraf 12.000 varebiler.
Totalt set blev der dog handlet næsten brugte113.000 varebiler herhjemme i 2013 – inklusive alle biler hos forhandlere. Mange varebiler sælges også mange gange. Samlet blev der solgt 24.000 nye varebiler i fjor – alene 6.471 varebiler i årets første tre måneder. En stigning på 21 pct.,” siger Tejs Laustsen Jensen, konsulent hos De Danske Bilimportører, DBI.
Stoppet af finanskrisen
”I forbindelse med finanskrisen stoppede salget af varebiler nærmest fra dag til dag.
”Mange fik forlænget deres leasingkontrakter for at klare krisen. Men det har betydet, at der i flere år ikke kom den normale tilgang af nye varebiler – og nu er manglen på nyere brugte biler tydelig. Der er rigtig mange bud på de biler, der ruller ind foran publikum i auktionshallen,” siger Thomas Ruff.
Må skiftes til at råbe op
På podiet skiftes Peter Worsøe med at være auktionarius med Simon Vibjerg – for man mister stemmen, når man auktionerer fra kl. 9 til 12.
Selv med mikrofon skal der tales højt i hallen, hvor en kunderne går rundt og taler med hinanden, mens andre sidder med deres papirer og computere på det hævede tilskuerafsnit.
”Før var personbiler og varebiler på auktion på én dag, hvor det tog hele dagen – nu er de to biltyper delt op. Så kan kunderne også nå at passe deres forretninger. Det er mange forskellige, der kommer og byder – der er nogle få store opkøbere, men eller mange mindre – både fra Danmark og udlandet,” siger kundeservicechef Ole Møller fra BCA Bilauktion.
Får afgiften tilbage
Det springende punkt ved salg af både biler og varebiler under 3,5 tons i dag er, at man kan få afgiften tilbage, hvis man reeksporterer bilerne ud af landet. Det betyder bl.a., at varebiler for 75 pct.’s vedkommende reeksporteres, hvor bilerne før måtte blive herhjemme. Danske biler er populære, fordi de ikke har kørt så langt. Har de det, bliver de for det meste herhjemme – undtagen helt gamle varebiler, som eksporteres til eksempelvis Afrika.
”Vi har en del små hjemmeplejebiler med benzinmotor, men de sælges faktisk nemt – selv om der ikke er bagsæde i alle sammen. I det hele taget er situationen, at alt kan sælges – fordi der ikke har været solgt så mange nye varebiler herhjemme i fra 2009 til 2012. Vi havde en VW Transporter med fra 2011 i dag, som skulle sælges før leasingperioden var gået. Den indbragte 90.000 kroner plus afgift – 30.000 kroner mere end vi havde sat den til,” siger Thomas Ruff.
Helt uberegneligt
Så varevognssalg er helt uberegneligt. Af de 112 biler på auktionen denne gang, blev de 108 solgt. De ses sjældent. De sidste fire var formentlig sat for højt – hvor sælgerne satte bilen på hold (udsat salg). Så venter de en uge og sælger finder måske en ny pris.
Med en bil, som er på ”udsat salg” tæt på minimumsprisen, oplever man tit, at den kan gå over minimum-prisen, når først sælger har accepteret buddet – og bilen opråbes på ny, siger Peter Worsøe.
Hos BCA betaler kunderne 10 pct. i salær for bilerne – maksimalt 2.800 kroner plus moms.
Kunder over hele verden
Mange kunder køber rigtig mange biler, som enten sælges til udlandet eller sælges til andre bilforhandlere.
”Vores eksportlande er både Tyskland, Frankrig, Bulgarien og områder som Afrika og Østen – alt efter bilers stand. Krisen i Ukraine har betydet, at der er lidt stille – ellers et land, som var gennemgangsland til Rusland, så vi sparede importafgifter,” siger brugtbilsopkøber Søren Bild, Autohuset Faaborg.
Slås med dårlig ukrainsk valuta
Han slås med, at valutaen er blevet 25 pct. mindre værd i Ukraine. Brugte biler må heller ikke være ældre end fem år, hvor det tidligere var otte år.
”Vi har altid gjort meget ud af at sætte os ind i forskellige regler – og har også benyttet os af at trække registreringsafgiften tilbage, som man har kunnet i 10 år. Vi har bl.a. solgt en del Mercedes varebiler til Rusland på den konto, siger Søren Bild.
Danske varebiler har et godt ry i udlandet, fordi de ikke har kørt så langt og de er veludstyrede i forhold til bilerne i udlandet – samt fordi de er relativt velholdte.
Danmark populært billand
”Og så er udenlandske opkøbere ikke så mistroiske, når de handler med danskere, som behandler dem godt. Derfor har jeg udenlandske kunder, som flyver hertil for at se mine biler,” siger Søren Bild.
Han er glad for at komme til auktionen i Vejle, for det er dygtige folk.
”Mine konkurrenter er først og fremmest fra udlandet, hvor opkøbere ofte har slået sig ned her. Derfor gælder det om at være oppe på beatet. Det handler jo om godt købmandsskab,” siger Søren Bild.
Flest leasing-biler
De fleste varebiler på auktionen er leasing-biler – f.eks. fra LeasePlan og Europcar – og de senere år er de som regel som med forholdsmæssig afgift det vil sige at leasingselskabet betaler registreringsafgift af et forudsat værditab.
Ud over den forholdsmæssige betaling skal der tillægges rente for den resterende del af registreringsafgiften. På den måde ligestilles danske og udenlandske leasingselskaber, som EU gerne ser.
”Vi begyndte først for et par siden med forholdsmæssig beskatning af varebiler, så de kommer først under hammeren om et års tid. Så sælges bilerne uden afgift – og der skal så betales afgifter i det land, hvor bilen havner,” siger Thomas Ruff.
Optimisme i erhvervslivet
De seneste par år er varebilsalget kommet lidt op – og især i år er det stedet meget – og det er ifølge De Danske Bilimportører (DBI) et bevis på, at optimismen i erhvervslivet er vendt tilbage.
”Vores medlemmer er glade for, at salget er kommet i gang igen, for der var ingen nyere brugte varebiler at sælge. Derfor er mange nødt til at købe nyt, nu når virksomhedernes økonomi er ved at blive bedre,” siger Tejs Laustsen Jensen.
–
Fakta: BCA Danmark A/S.
Stiftet som Vejle Bilauktioner i 1972 af Søren Kjærsfeldt og sønnen Per Kjærsfeldt, som solgte til BCA i England i 1992. BCA blev stiftet i England i 1946 og har 46 auktionssteder i Europa med 2.500 ansatte og med en årlig omsætning på 45 mia. kr. Hvert år holdes 5.500 auktioner i Europa.
BCA Danmark A/S er ejet af BCA i England, som igen er ejet af amerikanske investorer. BCA har et halvt hundrede auktionscentre i Europa. At Danmark er et lille land opdager man, når man hører, at der alene i BCA i Blackbushe-center i London sælges cirka seks gange så mange biler som BCA gør herhjemme.
Der holdes i Vejle både auktioner over varebiler og personbiler samt auktioner med nyere taxfree biler for bl.a. importører og bilfabrikker. Man auktionerer også for advokater, fogeden og andre.
I 2013 blev der auktioneret 26.000 biler i alt. Heraf 8.000 varebiler. Salæret er på 10 pct. eller maksimalt 2.800 kroner plus moms.