Molslinjen har ombygget sin nyeste superfærge Express 3 med tanke på lange lastbiler. Det giver plads til, at de helt lange 25,25 meter lange modulvogntog kan køre forlæns ind og forlæns ud.

Det var derfor en spændende aften på havnen i Aarhus, da et modulvogntog fra Frode Laursen A/S forleden skulle teste forholdene – og chaufføren fik det tredelte vogntog rundt på vogndækket i første forsøg.

”Et modulvogntog kan erstatte to almindelige lastbiler. Udover at gavne miljøet og trafiksikkerheden, øger vogntoget også vognmandens effektivitet – selvfølgelig kun hvis vogntoget når frem til tiden og ikke skal holde i kø på motorvejen. Her er vandvejen over Kattegat en hjælp,” siger Brian Jørgensen, direktør i Road Danmark hos Frode Laursen A/S.

Har fjernet en række søjler

Molslinjen har ændret i udformningen på færgens vogndæk – og simpelthen fjernet en række søjler midt i skibet.

”Det giver plads til, at også de helt lange modulvogntog kan køre rundt på vogndækket,” siger Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard.

For Frode Laursen er det en klar forbedring, at man nu kan køre forlæns på og af færgen – hvor man før skulle bakke de fleste lastbiler ind.

Sparer 200 kilometer vej

”Det betyder, at den bliver et godt alternativ til at køre ad den i forvejen overfyldte E45,” siger Brian Jørgensen.

Faktisk slipper chaufføren for 200 kilometer kørsel rundt om Fyn ved at vælge  Molslinjen.

”De tre store hurtigfærger skaber timedrift for lastbiler, og indsættelsen af den nye færge er perfekt timing i forhold til trængslerne på motorvejene. Vi glæder os over, at nye fragtmænd finder vejen over Kattegat attraktiv, og at chaufførerne lettere kan fragte varer mellem Aarhus og København uden at holde i kø,” siger Jesper Skovgaard.


Falta om Molslinjen

Molslinjen råder i dag over fire hurtigfærger – hurtigfærgen Max Mols og de tre superfærger, Express 1 Express 2 og Express 3, der er blandt verdens største katamaraner.

Superfærgerne kan tage op til 30 lastbiler og busser samt op til 1.000 passagerer, 417 personbiler og 60 motorcykler på en overfart.

Molslinjen sikrer med Kattegat-ruterne Aarhus-Odden og Ebeltoft-Odden en hurtig og effektiv rejse mellem Sjælland og Jylland.

Molslinjen korter ca. 200 km af køreturen mellem Østjylland og København

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk