Antallet af tyverier fra varebiler er dykket med 20 procent på et år og lander på det laveste niveau siden 2021.

Det er positivt, men kampen mod tyvene er langtfra slut.

Det oplyser erhvervsorganisationen TEKNIQ.

Laveste niveau siden 2021

Nye tal fra Rigspolitiet viser, at der blev anmeldt 903 færre tyverier fra varebiler end året før. Det er det laveste niveau siden 2021.

”Det er værd at juble over, at vi nu ser det laveste antal tyverier i flere år.”

Det siger Maria Schougaard Berntsen, underdirektør i TEKNIQ, der organiserer virksomhederne i det tekniske erhvervsliv.

Stadig brug for fokus

Det betyder nemlig færre aflyste kundebesøg, mindre tabt arbejdsfortjeneste og færre frustrationer for de medarbejdere, der er afhængige af deres værktøj for at passe deres arbejde.

”Men med 10 tyverier hver evig eneste dag i gennemsnit, er der absolut stadig brug for fokus på forebyggelse,” siger Maria Schougaard Berntsen.

Selvom kurven er knækket, er problemet langtfra udryddet, er meldingen fra TEKNIQ.

Store geografiske forskelle

Organisationens medlemsundersøgelse fra sidste år viste, at hver fjerde virksomhed havde oplevet tyveri fra deres varebiler inden for det seneste år.

Samtidig dækker tallene over store geografiske forskelle. Problemet er fortsat størst i hovedstaden, mens virksomheder i Nordjylland går mere fri.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk