Fjerde kvartals anden pulje fra Euro NCAP kan umiddelbart synes som en stille dag på kontoret. Bare fire biler har her været til eksamen hos det fælleseuropæiske sikkerhedssamarbejde.

Men selv om resultaterne med de maksimale fem stjerner til Audi A4, Honda HR-V og Honda Jazz og fire stjerner til VW Caddy ser fine ud, er der alligevel plads til forbedringer, når man dykker ned i resultaterne fra de enkelte sikkerhedstest.

Caddy sælges mest som Van i Danmark – og de tre andre opfylder alle målene for at man som kunde kan bygge dem om til gulpladebiler.

Alle stjerner ikke lige skarpe
”Det er ikke alle fire stjerner, der står lige skarpt over VW Caddy. Bilen får bl.a. hårde ord med på vejen i fodgængertesten,” siger Søren Rasmussen, FDMs repræsentant i Euro NCAP.

Resultaterne ser som udgangspunkt måske fine ud, men sandheden er, at biler som Honda HR-V og Honda Jazz kun lige hiver den femte stjerne i hus i kategorien sikkerhedsudstyr for de bedst udstyrede udgaver,” siger, Søren W. Rasmussen.

Han peger på, at eksempelvis en automatisk nødbremse (AEB) ganske vist er standardudstyr i de to Honda-modeller – men systemet virker kun ved lavere hastigheder i typisk byerne og ikke på for eksempel motorvej.

Linjevogter kun til topmodeller
”Det er ikke godt nok og slet ikke, når man tager med, at skiltegenkendelse og en linjevogter kun findes til topmodellerne hos både Honda Jazz og Honda HR-V,” siger Søren W. Rasmussen.

At grundmodellerne slet ikke har dette sikkerhedsudstyr betyder, at de for begge modellers vedkommende falder fra fem til tre Euro NCAP-stjerner.

Omvendt er Audi A4 puljens duks, der imponerer ved at have samme høje grundlæggende sikkerhedsudstyr for alle solgte modelniveauer i Danmark.

Kun op til 85 km/t
Alle udgaver kan således bremse af sig selv ved hastigheder fra få kilometer i timen til 85 km/t, hvis en kritisk situation pludselig skulle opstå.

”Den aktuelle test illustrerer endnu en gang, at man som køber af biler og varebiler skal se sig godt for, når man sammenligner testresultater for nye biler. Et flot resultat i Euro NCAP gælder muligvis kun for de testede topmodeller – og ikke for de billigere modeller, som mange danskere ofte vælger,” siger Søren W. Rasmussen.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk