(HANNOVER)

Større interesse for en ny varebil som den nye elektriske ID.Buzz Cargo har der ikke været i mange år – måske ikke siden, at dens ophav – den første Transporter kom frem i 1950.

Bilen er ret kompakt – og derfor perfekt til ”Last Mile” leveringer i bycentre – men med en rækkevidde på over 400 km kan bilen også klare godstransport over længere afstande.

24 journalister fra lige så mange lande har valgt ID.Buzz Cargo til Van of the Year 2023.

Kæmpe interesse

Efter den officielle overrækkelse mandag aften på IAA transportmessen i Hannover, hvor juryformand Jarlath Sweeney overrakte prisen til CEO for VW Nutzfahrzeuge, Carsten Intra, samledes en del af juryen med VW-chefen på VW-standen dagen efter.

Men netop tirsdag var første åbningsdag – og det var ikke let at få de besøgende til at forlade standen for et øjeblik, mens der blev taget fotos af ID-Buzz Cargo, Carsten Intra samt en stor del af juryen inklusive Sweeney.

For interessen er voldsom for den nye varebil, der jo er helt elektrisk. Der er til dato indgive mere end 13.700 ordrer på ID. Buzz modelserien – halvdelen af dem på Cargo-versionen. ID. Buzz Cargo introduceres i Danmark til januar med priser fra 329.995 kr. ekskl. moms.

Præmiere i København

”Vi er beærede og stolte over at modtage denne pris for ID. Buzz Cargo. En kæmpe tak til IVOTY-juryen og til alle hos Volkswagen Erhvervskøretøjer, der har bidraget til at gøre Buzz Cargo til den bedste varevogn i sin klasse,” udtalte Intra.

Volkswagen Erhvervsbilers danske direktør, Ib Jakobsen, er naturligvis stolt på mærkets vegne.

”At ID. Buzz Cargo er kåret til ”International Van of the Year 2023” er prikket over i’et. Vi var så heldige, at København blev udvalgt til værtsby for den internationale præsentation af ID. Buzz og Buzz Cargo, og det har affødt en enorm opmærksomhed omkring modellen,” siger Ib Jakobsen.

Kæmpe udstråling

Hverken Jakobsen eller de danske forhandlere har oplevet en så intens interesse for en ny model. Dens udstråling favner bredere, end nogen anden model i importørens produktportefølje.

”Med sit karismatiske design, effektive elektriske drivlinje og 100 pct. digitale og opkoblet cockpit har vi en unik vare. Volkswagen Erhvervsbiler er med ID. Buzz Cargo for alvor stemplet ind i den elektriske omstilling af erhvervslivets flåder. Vi glæder os til at introducere den for danskerne til januar 2023,” siger den danske varebilschef.

MEB platform

ID. Buzz Cargo er det fjerde medlem af Volkswagens elektriske ID.-familie – med samme teknologi -og det er den første model fra Volkswagen Erhvervsbiler, der fra bunden af er udviklet som elbil.

Den er bygget på Volkswagens elektriske MEB-platform, hvilket har gjort det muligt at skabe en varebil med meget korte karrosseriudhæng for og bag, fordi bilens elektriske drivlinje er integreret på en meget pladsbesparende måde.

Kendt teknologi

ID. Buzz Cargo introduceres i første omgang med et 77 kWh (brutto 82 kWh) højvolts-litium-ion-batteri, der leverer strøm til en 204 hk/310 Nm elmotor, der er integreret i bagakslen og trækker på baghjulene.

ID. Buzz byder på en rækkevidde op til 415 km, og den kan ved en DC-lynoplader lade med op til 170 kW og lade fra 5 til 80 pct. strøm på kun 30 minutter under optimale betingelser.

Volkswagen åbner for bestiller af ID. Buzz Cargo i løbet af de kommende måned og introduceres som nævnt hos de danske forhandlere til januar med priser fra 329.995 kr. ekskl. moms.