Det bliver nu lettere at bevæge sig rundt i Danmark i el-bil. Inden længe åbner nye ladestandere til el-biler på 10 rastepladser langs motorvejene.

I forvejen er der opstillet ladestandere 20 steder langs motorvejene. Med de nye ladestandere bliver netværket af lade-muligheder på rastepladser markant udbygget.

”El-biler vil fylde mere og mere i fremtidens transport. Med flere ladestandere sat op på kommercielle vilkår langs motorvejene, bliver det grønne transportsystem bundet bedre sammen, så det bliver nemmere at vælge en elbil til længere ture,” siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.

Markedsdrevet

De nye ladestandere skal stå på rastepladser i Nordjylland, Midtjylland og Nordvestsjælland.

”Åbningen af de nye ladestandere gør det endnu nemmere at lade køretøjer op, når man kører rundt i Danmark, og det er samtidig i tråd med regeringens målsætning om, at udbygningen af lade-infrastruktur til eksempelvis el-biler skal være markedsdrevet,” siger Ole Birk Olesen.

Vejdirektoratet stiller generelt alle arealer på rastepladserne til rådighed via udbud. Her får private virksomheder mulighed for at byde ind på at etablere en forretning på de lokaliteter, som de anser som egnet til kommerciel drift af el-lastanderne.

E.ON. Danmark vandt udbud

De seneste ladestandere bliver opstillet af firmaet E.ON Danmark A/S, der netop har vundet et udbud, som Vejdirektoratet har gennemført.

Standerne skal stå klar sidst på efteråret og vil kunne betjene alle de gængse typer af el-biler på markedet herhjemme, således at de tilgodeser så mange brugere af el-biler som muligt.

”Vi oplever et stigende behov for et mere fintmasket hurtiglader-netværk fra vores kunder. Derfor er det et stort og vigtigt skridt, at vi nu kan opsætte 10 nye hurtigladere på strategiske og attraktive beliggenheder, som, vi ved, brugere af elbiler længe har efterspurgt,” siger Tore Harritshøj, adm. direktør i E.ON. Danmark.

Fakta:
Vejdirektoratet har i forvejen placeret ladestandere til el-biler på 23 rastepladser langs motorvejsnettet.

De 10 nye ladestandere bliver opstillet på henholdsvis  Frederikshavn-motorvejen,  Hirtshals-motorvejen, Silkeborg-motorvejen, Midtjyske Motorvej (Rute 18 fra Herning N til Vejle N) samt Holbæk-motorvejen.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk