Byggecenterkæden STARK har netop sat em fuld-elektrisk lastbil med kran og fast lad i drift i Danmark.

Der er tale om en DAF CF Electric, der skal distribuere byggematerialer fra det døgnåbne byggecenter ”STARK City” i Københavns Sydhavn.

Den elektriske lastbil har en rækkevidde på over 200 kilometer på en fuld opladning, hvilket gør den ideel til tung distribution i byområder.

Bæredygtigt byggeri

”Hos STARK har vi en strategi om at gøre byggeriet mere bæredygtigt. Det gælder også transporten af byggematerialerne,” siger logistikchef Brian Patzlaff, som er ansvarlig for indkøb og drift af STARK’s flåde på mere end 200 lastbiler.

I arbejdet med at finde den bedste elektriske lastbil på markedet til virksomhedens behov, gennemgik man alle lastbilsmærker og konkluderede, at DAF kunne levere den bedste løsning.

”Vi fik kontakt til DAF’s nordiske markedschef Lars Klogborg, hvor vi fik kompetente svar og hurtige tilbagemeldinger på vores spørgsmål. Derfor er vi trygge ved at lade DAF levere vores første elektriske lastbil nogensinde – og i øvrigt vores første DAF-lastbil i det hele taget,” siger Brian Patzlaff.

Anden generation CF Electric

Den hollandske lastbilproducent DAF har i flere år arbejdet med udvikling af fuld-elektriske drivliner til lastbiler.

Den nye DAF CF Electric til STARK er faktisk allerede anden generation af DAF’s elektriske lastbiler, der har fordoblet rækkevidde samt 700 kg. lavere egenvægt i forhold til første generation, der blev introduceret i 2018.

Det er sket gennem samarbejde med den ligeledes hollandske specialist i elektriske drivliner, VDL, samt ved brug af den nyeste batteriteknologi på markedet.

Faste underleverandører

Den nye el-lastbil er opbygget med 20 t/m Palfinger-kran samt fast lad af samme type som de fleste af STARK’s øvrige byggecenter-lastbiler.

Opbygningen er udført af Bilstrup Karosseri og Ravnstrup Vognsmedie A/S i Stoholm ved for Viborg, som har leveret mere end 100 tilsvarende opbygninger til STARK.

Banke ApS i Sønderborg har leveret den særlige kraftudtags-løsning, der driver den hydrauliske kran med strøm fra lastbilens batteripakke.

God manøvreevne

Kraftudtags-løsningen består af en hydraulikpumpe inklusive elektronisk styreenhed, interface til lastbilens el-system samt omformer af strømmen fra jævn- til vekselstrøm. Hele pakken fylder cirka det samme som en flyttekasse – og har været nem at placere på chassisrammen under ladet.

STARK’s nye treakslede DAF har typebetegnelsen 6×2/4 FAN, dvs. med hydraulisk styrbar bogieaksel, så den opnår ekstra god manøvreevne på byggepladser under trange forhold i Storkøbenhavn.

Den har en tilladt totalvægt på 28 tons, hvilket giver en lasteevne på ca. 11 tons.

Glæder sig til jobbet

El-lastbilen skal køres af chauffør Lars Desler, der har kørt for STARK i tre år. Han slog straks til, da chaufførerne i STARKs City-afdeling blev spurgt, hvem der havde lyst til at være styrmand på Danmarks første fuld-elektriske kranbil.

Han glæder mig til at prøve, hvordan sådan en el-lastbil bliver at omgås i hverdagen. Selve det at køre på landevejen, betjene kranen samt læsse og losse, regner han med bliver nogenlunde det samme som med en almindelig dieselbil.

Men opladning, kørselsplanlægning i forhold til rækkevidde og at finde den mest økonomiske kørestil, tror han bliver interessant at prøve.

Mange leveringer hver dag

”Vi distribuerer alt fra hele læs træ over tunge paller med cement og fliser til mindre og lette pakker med el-artikler og værktøj til vores kunder, og jeg har rigtig mange leveringer hver dag. Det bliver spændende at se, hvordan de øvrige trafikanter samt vores kunder reagerer på bilens meget lave støjniveau,” siger Lars Desler.

Hos STARK betragter man distributionen af byggematerialer som lige så vigtig som kvaliteten og prisen på virksomhedens produkter.

”Levering på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt er afgørende for vores konkurrencedygtighed, og med vores elektriske DAF kan vi desuden tilføje ”på den mest bæredygtig måde,” siger logistikchef Brian Patzlaff.

Faktaboks – DAF CF Electric 6×2/4 FAN:

Elektrisk motor: 210 kW (285 hk), drejningsmoment: 2.000 Nm
Batterikapacitet: 350 kWh (315 kWh effektiv kapacitet), type Li-Ion
Batteripakken er air-conditioneret til en konstant temperatur på 25-45° C
Chassisvægt: 10,4 tons, komplet opbygget med kran og fast lad: ca. 17 tons
Rækkevidde på en fuld opladning: op til 220 km
Ladetid ved 250 kW: ca. 75 minutter

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk