(BIRMINGHAM)

Der skal ”andre boller på suppen,” når det gælder elektrificeringen af Europas vognpark – det gælder personbiler, men i høj grad også varebiler, som sakker bagud.

For chefen for Renaults varebiler, Heinz-Jürgen Löw, mener, at der kun er få lande – i første række Danmark og Norge – der lever op til planerne med salg af elektriske varebiler.

Her nærmer Danmark sig lige nu en fjerdedel af alle varebiler, der er elektriske, i årets første kvartal.

Kun 9,9 pct. i Europa

”Store dele af Syd- og Østeuropa er ikke ret langt – og kun få lande viser en lille fremgang. Tager vi EU- landene, taler vi 9,9 pct. elvarebiler, og tallet burde minimum være 15 pct.” fortalte Löw i et interview forleden på Commercial Vehicle Show i Birmingham.

Det er især flådekunder, som er ved at anskaffe sig elektriske varebiler, men kunder holder sig især tilbage på grund af manglende muligheder for opladning.

”Vi ser, at flere ladestationer er på vej – og en fordel er også, at batterierne bliver bedre,” sagde Renault-chefen.

Ikke bagud

Löw mener, at Renault er, hvor de skal være med deres varebiler, men han er træt af konstant skiftende transportregler i EU-regi.

”Vi er ikke bagved eltoget – vi er foran. Vi har en enorm erfaring med elvarebiler – da vi allerede i 2012 lancerede vores elektriske Kangoo – og vi har jo netop her i Birmingham vist vores tre, nye elektriske varebiler – Goelette, Estafette og Trafic for første gang, og de er klatr næste år,” siger Löw.

Bredt samarbejde

Han kom i 2022 fra et lignende job hos Volkswagen i Tyskland (hvor han stammer fra) til Renault Group – samtidig med, at projektet med de tre varebiler blev indledt i samarbejde med Volvo Truck og logistikkoncernen CMA CGM i udviklingsselskabet Flexis.

Han understreger, at Renault ikke skal ændre planer.

Nå de fleste kunder

”Med disse nye køretøjer – samt Kangoo og vores nye Master – kan vi nå majoriteten af kunderne – også set i lyset af, at gennemsnitskunden kun kører 50 km om dagen,” siger Löw.

Renaults nye 3-kløver har i øvrigt rækkevidder på mellem 200- og 430 km.

Rækkeviddeangst

”Mange taler om rækkeviddeangst, men jeg tror ikke, at store batterier nødvendigvis er en nødvendighed – for det går også ud over nyttelasten,” siger Löw.

Til gengæld tror han ikke på batteriskifte-systemer til el-varebiler, for det mener han kun kan være for varebiler, der kører 24/7. Omvendt er han sikker på, at vi kommer til at se selvkørende el-varebiler til distribution.

Byder konkurrenter velkommen

Han understreger, at konkurrence er sundt – og han byder også nye konkurrenter velkommen.

På messen i Birmingham var samtidig europæisk præmiere på den nye Kia PV5 og den kinesiske Farizon SV fra henholdsvis Korea og Kina – sidstnævnte fra Geely-koncernen.

Øget behov

”Med en nethandel i Europa alene i 2023 på 30 mia. euro, er der et øget behov for elektriske varebiler – og trods den træge start, satser vi på en årlig stigning på op mod 30 pct. i salget af elvarebiler hen mod 2030,” sagde Löw.

Han tror fortsat, at elvarebiler er fremtiden – for nylig droppede Renault Group deres Hyvia brint-projekt, fordi det havde været meget dyrt.

Han vil dog ikke helt afskrive brint til transportløsninger, selv om han p.t. mere tror, at det har en fremtid indenfor tungere transport – og ikke varebiler. Noget som f.eks. Stellantis gruppen ikke er enig i.

Skal bygge smart

”Vi skal bygge smart – eller er vi ikke med i spillet – og det gør vi netop med varebiler i høj kvalitet i forhold til i mange andre lande.”

Han indrømmer dog, at f.eks. Frankrig ikke er det billigste land at bygge biler, men Renault kan alligevel godt konkurrere.

Efterskrift:

I går eftermiddags (5. maj) meddelte Hans Jürgen Löw, at han trækker sig fra jobbet som chef for Renaults varebilsektion.

Formentlig nu, fordi han var kommet i mål med lanceringen af de tre nye elektriske E TECH varebiler Goelette, Estafette og Trafic på transportmessen i Birmingham.

 

 

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk