(REIMS)

Kan man blive træt af at køre rundt imellem champagne-marker ?

Ja – når navigationssystemet i bilen hele tiden skifter mening om, hvor man skal guides hen.

Men vi havde trods alt godt vejr til det, og så er det jo altid spændende at følge de arbejdsomme vinbønder imens.

Reddet af vinbonde

Og det var netop en vinbonde, der – som i de go’e gamle dage – til sidst kunne vise vej til vores slutdestination, der var lige i nærheden.

Det positive her var, at det køretøj, som vi befandt os i – den nye Renault Master E-TECH – kørte rigtig godt på de meget hullede veje, som bilens Google-navigationssystem sendte os ud på.

Vi havde tilbagelagt godt 100 kilometer fra starten nord for Paris, da unoderne begyndte – med at en venlig damestemme fra navigationssystemet bad os om at dreje til højre i et vejkryds mens grafikken viste, at vi skulle til venstre.

Nye way-points

Vi adlød damen – og det skulle koste os en halv time og 20 kilometer ekstra i tæt trafik udenfor champagnebyen Epernay – før vi igen fandt sporet.

Og da vi så endelig nærmede os målet, blev vi sendt rundt mellem de store champagnemarker udenfor champagne-hovedstaden Reims.

Alt imens nye way-points dukkede op på bilens touchscreen –  indtil vi opgav og spurgte den venlige vinbonde om vej.

Tak for lang rækkevidde

144 km var ruten på ifølge mere heldige kolleger – hvor vi stærkt nærmede os 200 km med vores fejlkørsler. Som er tæt på maksimum, hvis vi havde kørt i den tidligere elektriske Master – eller den nye Master med det lille 40 kWh batteri – som især er målrettet bykørsel.

Men i den nye udgave, som testforløbet jo handlede om, er WLTP-forbruget med det store 87 kWh batteri på 460 km – selv om det er meget optimistisk i dagligdagen.

Bortset fra den umulige Google guidning med 13 way-points – indstillet af Renaults teknikere – så var det jo positivt, at vi fik mere tid bag rattet i bilen.

Ekstra godt indtryk

Vores bil blev dagen efter overdraget til et par stakkels kolleger, som blev sendt ud på en omvej – så bilen næsten var kørt flad, da de nåede endestationen for testens dag 2, som var på Renault Groups fabrik i Batilly ved nord-østfranske Metz.

Også andre kolleger havde udfordringer med Google-navigationen – men heldigvis for alle har den nye Master i 87 kWh udgaven er lang rækkevidde, når man vælger stort batteri – med lille batteri er rækkevidden som tidligere ca. 200 km..

Test-turen var arrangeret netop af Renault Group – og de mange utilsigtede udflugter betød som nævnt, at vi fik et ekstra godt indtryk af bilen.

Højt forbrug på motorvej

Vores forbrug var ikke så godt som andre på grund af vores stressede afslutning på dag nummer 1 – hvor vi endte på ca. 24 kWh/100 km, hvor kolleger lå på ca. 22 kWh/100 km.

På dag 2 i vores test kørte vi 150 km – mest motorvej – og her endte vi på 29,4/100 km kWh i gennemsnit. Til tider var forbruget på 34 kWh/100 km.

Master E TECH kan lades både med vekselstrøm (AC) og jævnstrøm (DC). Med 22 kW AC og tre faser lader tager det 4,9 timer at lade fra 10-100 pct..

Med 130 kW DC opladning (standard med stort batteri) lader den 15-80 pct. på 38 minutter.

Fjerde generation

Den nye elektriske Master – den fjerde generation Master siden 1980 – repræsenterer en stor forbedring i forhold til forgængeren.

Den lange tur gav os et godt indtryk af andre præstationer – bl.a. god acceleration. Her er et drejningsmoment på op mod 300 Nm.

Men også, når det gælder sikkerhedssystemer -som bl.a. omfatter blindvinkelalarm, linjevogter, nødbremse og bakkamera.

Men der går et år, før fabrikken kan tilbyde adaptiv fartpilot, elektrisk håndbremse og nøglefri start.

God chauffør-komfort

Bag rattet sidder man godt – med et sæde, som kan indstilles til en god kørestilling. Det dobbelte passagersæde er derimod hårdt og kan ikke indstilles – og så kan flere hundrede kilometer som passager være en prøvelse.

Bilens gode aerodynamik er med til at forbedre forbruget af alle udgaver. Bilen kaldes også for Aerovan.

Faktisk har Renault fået hjælp af Airbus, der stillede en vindtunnel til rådighed for at optimere aerodynamikken. Faktisk 20 pct. bedre end forgængeren. Bilens bund er også helt plan.

2,5 tons trailervægt

Bilen har generelt gode køreegenskaber – og den har en lille vendediameter på 12,7 meter. Det er også fornemt, at den som el-køretøj har en trailervægt på 2,5 tons. Nyttelasten er 1.625 kg.

Vi skal også fremhæve bakspejlet, som er en monitor – med et kamera bag på bilen, og det er fint i en stor varebil. Til gengæld er instrumenteringen analog.

1-trins rekuperation

Bilens 1-trins automatgear fungerede godt. Der er kun 1-trins rekuperation (B-pedal) – og det kunne være kraftigere.

Som det er tilfældet i den mindre Kangoo varebil fra Renault – den har også tre trin. Men ingeniører bedyrede, at det ene trin passer bedre til en varebil, der kører mange, lange stræk.

Generelt kan vi fremhæve god aflæggeplads i kabinen, men der mangler et fartgreb i passagersiden – så indstigningen er lidt besværlig. Til gengæld er der et håndtag, når man skal op i varerummet, som er blevet lidt længere end før.

En lang rejse

Der er også godt udsyn gennem den meget større forrude – og gennem de to-delte sidespejle.

Renaults tyske varebilschef Heinz-Jürgen Löw fortalte, at den nye Master repræsenterede det bedste fra Renault – og var resultatet af en lang rejse.

Den skal løfte arven efter forgængeren, som er én af de mest solgte biler i sin klasse i Europa.

Tre drivliner på båndet

Salget af i første række dieseludgaven begynder her til efteråret – efterfulgt af E-TECH udgaven kort efter.

Batterierne (med dele fra bl.a. Kina) samles på en fabrik i Polen og sendes til fabrikken i Batilly.

For første gang skal alle drivliner af Master samles i Batilly – både diesel, el – og fra 2025 også brintudgaver, som kan sikre mere konkurrencedygtige priser.

700 km i brint-udgaven

Brintudgaven er udviklet sammen med selskabet Hyvia – et joint venture selskab mellem Renault Group og amerikanske Plug Power.

Brintudgaven har iøvrigt en rækkevidde på 700 km – og det taget kun fem minutter at ”tanke” bilen. Den kører så 120 km/t. I 2025 kommer Master også i udgaver med baghjulstræk – samt firehjulstræk.

 

 

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk