(BORDEAUX)

Elektriske varebiler er et must – især når det gælder distribution i større byer. Det har alverdens bystyrer for længst meldt ud.

Det gælder i hvert fald, hvis de virksomheder, der arbejder for disse byer, vil have offentlige opgaver fremover.

Den helt store pionér med elvarebiler er Renault, som allerede i 2011 viste den første elektriske nutids varebil i form af den første Kangoo Z.E. – som også blev årets varebil året efter.

Tilbageholdende

Men siden er det gået langsomt for Renault – måske på grund af et marked, der har været tilbageholdende med indkøb af el-varebiler.

Men det har også betydet, at forspringet til konkurrenterne er gået tabt – delvist, for her i 11. time kommer franskmændene tilbage – med fuldt hus på el-van-fronten.

I fjor med anden generation Kangoo på strøm kaldet E TECH med pæn lang rækkevidde for bilstørrelsen – og bl.a. en spændende gearvælger med 3-trins rekuperation.

50 pct. af salget

Den store Master E TECH har været bagud over for flere konkurrenter længe, men dens afløser – kaldet XDD internt – vises om et par måneder i en ny udgave med 400 km rækkevidde. Det dobbelte af den nuværende udgave.

Det bringer den på omgangshøjde og endda foran flere konkurrenter fra Europa og Kina. Nu kommer så Renaults seneste trumfkort – den nye E TECH udgave af mellemklasse varebiler Trafic – en klasse, som tegner sig for 50 pct. af varebilssalget i Europa.

Bilen er udviklet over seneste Trafic udgave fra 2014, som endda fejrede verdenspremiere i København. Altså med udgangspunkt i en ni år gammel bilmodel med forbrændingsmotorer.

Test under vinhøst

VOTY.dk tog til Bordeaux for at prøve Trafic E TECH – gennem det berømte vinområde, hvor man netop er i gang med høsten af druer.

Faktisk overraskede bilen umiddelbart positivt med sin lydsvage fremfærd – endda uden nævneværdig dæk- og vindstøj.

Men vi blev måske lidt skuffede over, at den ikke har de samme dyder som Kangoo E TECH – bl.a. er der kun ét rekuperationstrin, men ifølge fabrikkens ingeniører har man valgt 3-trins modellen fra. For bl.a. håndværkere ville formentlig ikke bruge de tre trin i det daglige.

Savnet i byen

Men det er ikke en teknisk hindring at tilbyde det, hvis kunderne senere vil efterspørge det, var svaret på vores spørgsmål om de manglende tre trin.

”Det handler  om udvikling og omkostninger,” sagde Jean-Claude Loffi, som er ansvarlig for Trafic E TECH.

Den valgte mellemløsning, der svarer til tæt på andet trin hos Kangoo, virkede da også fint på landevejen – men vi savnede de tre trin i byen – alternativt 1-pedal kørsel, hvor man nærmest ikke benytter bremsepedalen og sparer bremsebelægning og hviler højre ben.

I testen samlede vi faktisk en del strøm op med ét trin. Vi kørte nemlig en rute på 80 km i alt – på triptælleren – men brugte kun ca. 40 km af rækkevidden. Resultatet blev et forbrug på 17,8 kWh.

Stiv i affjedringen

Bilen er endnu mere letkørt end diesel-Trafik, men med den stive affjedring og kun 300 kg ballast i varerummet, var bilen noget urolig på de ujævne veje.

Trafic E TECH laster fra 5,8- til 8,9 kubikmeter gods alt efter udgave – og lastelængden i L1 og L2 går fra 3,75- til 4,15 meter. Endda fem meter, hvis lugen mellem kabine og varerum slås ned og fodrummet i passagersiden udnyttes – som i dieseludgaven.

Lige nu er en L2 længde præsenteret. Senere kommer L1 og senere dobbeltkabine og chassisudgave.

300 km rækkevidde

Rækkevidden er opgivet til lige under 300 km – 297 km helt præcist – og man kan undre sig over, at Renault ikke tilbyder 400 km som bl.a. tyske Mercedes-Benz Van tilbyder i e-Vito.

Men det er også et valg, er meldingen – for længere rækkevidde ville gå ud over nyttelasten, som man har holdt på samme vægt som dieseludgaven – ca. 1.100 kg..

For hver 100 kg, man propper i biler, falder rækkevidden med 5 km – ifølge Renault.

Ingen varmepumpe

Derfor vil mange også anse den nye elektriske Trafic som ”Old School” – for den teknisk er på mange punkter ikke meget længere end Kangoo fra 2011.

Således kikker man forgæves efter en varmepumpe – som er i Kangoo. I stedet er der varme i sæderne – og løber man et læderrat, følger der varme i rattet med. Via en app kan man hjemmefra også stille bilen til at varme teknik og kabine op – hvis den er i stik.

Apropos stik – så er der ikke standard DC ladestik på bilen. Kun AC. Så man kan kun hurtiglade med 50 kW. Man kan ifølge teknikerne dog vælge DC stik – leveres fra begyndelsen af 2024 – men så ryger de tre faser om bord. Og én fase er så tilbage.

Batteri fra Zoe

Man disker også op med samme batteri som personbilen Zoe på 52 kWh – men den har som Kangoo 90 kW (122 hk)  og 245 Nm. I eco-mode opnås 60 kW – med 322 rækkevidde, men kun en max. topfart på 90 km/t, der dog kan overtrumfes ved kick-down acceleration. Der er også en 22 kW on board lader – hvis man kan finde et 22 kW ladestik.

For så lader man fra 15- til 80 pct. på 1,5 timer. En 11 kW wallbox tager 5,40 timer fra 10- til 100 pct..
Batteriet vejer 320 kg i sig selv.

Bilen kører 110 km/t – og må trække 920 kg, men ryger strømmen hurtigt.

Fuld sikkerhed

Til gengæld er der ikke mangler, når det gælder sikkerhed om bord – her er der mulighed for at vælge adaptiv fartpilot – mens bl.a. nødbremse, LED lygter og skiltegenkendelse er standard.

For Renault handler det i høj grad om omkostninger for kunden. Ved at se bort fra mange dyre løsninger, man kender fra Kangoo, kan man holde prisen på bilen nede under de typiske konkurrenter fra Vesten – så som eVito og firlingerne fra Stellantis – samt nok den længe ventede E-Transit Custom, som er klar til danske kunder i 2024. Alle med op til 400 km. rækkevidde.

E TECH Trafic skal koster fra 320.000 kroner, hvor de nævnte konkurrenter ligger fra 50.000 kr. over.

Op til 10 pct. el

Endnu er det kun fem procent af kunderne, der vælger elektriske varebiler – men det vil naturligvis stige ad åre.

“Vi forventer, at der allerede i årets sidste måneder vil være 10 pct. af vores kunder, der vælger el-varebiler. For Trafic E TECH vil det så betyde, at for hver tiende solgte Trafic herhjemme, vil være én elektrisk udgave,” siger salgschef for varebiler, Jacob Degn, til VOTY.dk.

Han peger endvidere på, at det generelt har været svært at få skaffet varebiler efter både pandemi og krigen i Ukraine – men hanforventer, at det vil lysne i 2024.

 

 

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk