Det er almindelig kendt, at sportsudgaver af familiebiler er ret populære på gule plader – og mange husker måske Opel Zafira OPC for nogle år siden – samt Seat FR og Renault Mégane RS.

Hos Ford har man altid været gode til at bygge sporty biler af familiebiler – og én af de nuværende Ford Focus udgaver er et godt eksempel. Baseret på ST udgaven.

Faktisk er Ford Focus Van den mest solgte gulpladeudgave af bestselleren Focus. Dog mest i dieseludgave, som også fås med ST-opsætning med op til 190 hk.

Kendt fra Mustang

Vi har prøvet en Focus ST i benzinudgave – endda som stationcar. Med en 4-cylindret EcoBoost motor med 280 hk og 420 Nm. En ægte GT-bil – og motoren findes faktisk også i den svage udgave af Ford Mustang.

Prisen har været lige omkring en halv million kroner, men med de nye afgifter har vi ikke et endeligt bud på den nye pris.

Og Van prisen er heller ikke meldt ud. Men regn med cirka 300.000 kroner.

Stort varerum

Så får man også én af landets mest inspirerende varebiler – med masser af plads i varerummet.

Faktisk knap 1.700 liter, rum under gulvet, stort handskerum (uden lås), midterboks samt fire fastgørelseskroge plus en læssehøjde på 610 mm – og desuden en trailervægt på 1.700 kg., som gør den velegnet til en trailer.

Men så må man jo glemme det sporty så længe.

Lynhurtig

Kun 5,8 sekunder er man om at nå 100 km/t – og bilen klarer 250 km/t på toppen.

Der er trækkraft fra 1.250 omdrejninger – det vil sige fra 45 km/t i femte gear og fra 55 km/t i sjette gear. Så trods sports-præstationerne er er maskinen ganske smidig at arbejde med.

Bilen har 6-trins manuel gearkasse, men kan snart fås med 7-trins automatgear – hvis man ikke har lyst til selv at skifte gear.

En køremaskine

På vejen får man en bil med fornemme svingegenskaber. Bilen har sportsaffjedring, differentialespær og en meget præcis styring, som gør bilen til en ørn på en snoet landevej.

Men selv om den er fast dæmpet, er den fin som langtursbil – især når underlaget ikke er for ujævnt.

Det frække ses også i bilens lay-out – bl.a. de lækre, LED signatur-kørelys, sortlakerede 19-tommer alufælge, de røde bremsekalibre, spoilerkittet, den sorte tagræling og så den rå motorlyd.

Recaro sportssæder

I kabinen har den et tykt læderrat, el-justerbare Recaro sportssæder med ST logo, to-zone klimaanlæg, touchscreen med navigation – og et godt B&O audio-anlæg.

Sikkerheden er god – med adaptiv fartpilot, nødbremse, bakalarm, ventilerede skivebremser for og bag, Around View Monitor, linjevogter og fodplade i gulvet til at holde en lige kørestilling.

Fakta Ford Focus 2,3 ST turbo stationcar:
Motor: 4 cyl. Turbobenzin.
Slagvolumen: 2.261 ccm.
Ydelse: 280 hk v. 5.500 omdr.
Moment: 420 Nm v. 3.000 omdr.
Topfart: 250 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 5,8 sek.
Forbrugssnit WLTP: 12,2 km/l.
CO2 udslip: 187 g/km.
Gear: 6 trins manuel.
Trækkraft: Fra 1.250 omdr. (45 km/t i 5. og 55 km/t I 6.)
Dæk: Bridgestone Blizzak 255/35 R 19.
Læssehøjde: 610 mm.
Varerum: ca. 1.700 liter.
Totalvægt: 2.065 kg.
Køreklar vægt: 1.543 kg.
Trailervægt: 1.700 kg.
Fabriksgaranti: 2 år.
Pris hvide plader: ca. 500.000 kr.
Pris Van: ca. 300.000 kr.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk